Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Christendommens Sandhed
694
Kjærligheden skjuler sin Kraft, og smelter Sandheden, saa man
seer ikke den som Kæmpen med Lyn-Blikket vendt til sine
Fiender, men som Barnet i Faderens Favn, der inddrikker Li
vet af Hans Fylde, og vinker alle til at see og til at dele sin
Glæde; det er nat ur li gt, og om nu end Troens bittre Fiende
i det Skjulte tvinger sine Trælle til, hvad de kun nødig vil: til
at øve unaturlig Grusomhed mod den ærværdige, tilbedede,
vennesalige, sødtsmilende Olding, fordi han kjærlig vinker, og
hardtad uimodstaaelig drager alle sine Kyndinger, hele sin
Kreds til den Himmel, han bærer i sit Bryst, og hvis lønlige
Soel forklarer hans Aasyn, og virker velsignet i hans Ord som
i hans Levnet; om det end skeer, som det skedte omsider med
Johannes-Barnet i Smyrna, med den gamle Polykarp,
da kan det, synes mig, ei anderledes være, end jeg læser i Hi
storien, at Lue me ogsaa blive unaturlige, og aabne sig for
Halv-Guden, som Bølgerne for Israel, og vist er det, at en Kirke
med saadanne Bisper maa enten gaae uskadt gjennem Ilden,
eller opstaae forklaret af sin Aske!
Men, man kan jo sige: det er ikke sandt, Historien om Poly
karp er kun et Æventyr, hans apostoliske Lærers himmelske
Hyrde -Bre v, og hans bispelige Discipels (Irenæi) Kirke-Bog
er uægte, saavelsom Ignatii Breve, Johannes Evangelium,
og Alt, hvad der saa vidunderlig sanddru og rørende vidner om,
at Gud var i Christo, og Christus med sin Menighed, at den
Eenbaarne, som tog en Tjeners Skikkelse paa sig, virkelig gav
sine Troende Magt til at være Guds Børn, gav sine gamle, troe
Tjenere alt herneden Deel i sin Herlighed !
Ja, desværre, det kan man sige dristig, fordi vi ingen lys
levendePolykarper har, som vi kan pege paa, og sige: mener
I da, Aanden var mattere i sine første Redskaber, end i de sid
ste, og fordi vi har kirkeligt Fællesskab med aabenbare
Hedninger, der dog vil hedde Christne, saa vi kan hverken
følges eller forfølges, hverken elskes eller hades, hverken leve
eller døe øiensynlig som Christne, kan hardtad slet ikke
aabenbar stride, lide og seire, uden for vor Person, kan, om vi
end havde Sind til Selv-Fornægtelsen, og Hjerte til Kjærlighe
dens Fylde, dog umuelig skjænke Menigheden i Verdens-Vrim
melen vor hele aandelige Personlighed, og i Liv og Død opoffre
os for den!
Under saadanne Omstændigheder vil Gud ikke skjænke os
Hyrder efter sit Hjerte, og skjøndt vi for hinanden klarlig
kan bevise, at det er i k k e G h r i s t i Skyld, og rokker ei i mindste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
