Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Religions-Frihed
59
være belavet paa, at den religiøse Opposition i Stilhed forbandt
sig med al Misfornøielse, og adlede den til en Kamp for Sam
vittigheds-Frihed, som Menneskets dyrebare, umistelige Kleno
die, og jeg vilde ikke være den, der raadte Staten til at kiøbe et
Øiebliks falske Bolighed med den Storm, som heraf maatte ud
vikle sig. I andet Tilfælde kunde Staten vel være temmelig
sikker for alle voldsomme Udbrud fra det undertrykte Parties
Side ; thi de Christne lyde ikke blot for Straffens, men for Sam
vittighedens Skyld, men hvor Stats-Forfatningen ikke allerede
var aldeles demokratisk, vilde den neppe ret længe forliges
med en Stats-Kirke af de Grund-Protestanter, hvis Kirke,
efter deres eget Sigende, ei kan befinde sig vel, uden ved en al
deles uafhængig Synodal-Forfatning, og som kun vil erkiende
en constitutionel Gud, der lader dem være deres egne Lov
givere og Dommere, thi det maa være dem med eller imod,
saa udvikler sig dog snart i en saadan Kirke, efter de uforander
lige Tanke-Love, den Slutning, at hvem der har Lov til at raade
sig selv i det Aandelige, har ligesaa i det Legemlige, og behøver
i alt Fald, nåar Leilighed gives, ei at respectere andre Skranker
end dem, han klogeligen sætter sig selv. Dog, kan nok være, at
de fleste Stats-Mænd nu omstunder, der ikke selv i Grunden
halvveis høre til en saadan protestantisk Kirke, tør mene, at
man, med et aarvaagent og kraftigt understøttet Politie, ei be
høver at bryde sig stort om Stemningen, og, skiøndt jeg, som
Historiker, nødvendig maa være af modsat Mening, vil jeg lade
den Ting staae ved sit Værd; men enhver Stat i Christenheden,
som vilde giøre det nymodens, uchristelige Parti lovmæssigt
herskende i Stats-Kirken, maatte være beredt paa selv at øve
Vold mod sine lydigste, roligste, mest samvittighedsfulde, troe
ste, flittigste, altsaa bedste Borgere; thi det har de sande Christne
altid været, og netop de maatte nødvendig afsondre sig fra
Stats-Kirken, saasnart den blev aabenbar uchristelig. Indtil den
Punkt, hvor det aabenbar giælder Troen og en god Samvittig
hed, er de sande Christne übetinget lydige, men her er Grænd
sen, overskrides den, da giennemtoner det Alle som Een : man
bør adlyde Gud mere end Menneskene, da blive Lammene til
Løver, taalmodige, men übetvingelige Løver, hvis Legemer man
kan fordærve, men hvis Sjæle man under Martyr-Kronen maa
bukke eller grue for, og hvis Aand aldrig føder saa stort et Kuld
i Herrens Kraft, aldrig fostrer saa vældige Kiæmper, som nåar
Kirken er lig en Nathytte i en hærget Viin-Gaard, nåar Fugle
have Reder og Rævene Grave, men Christus i Sine ei verdslig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
