Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Religions-Frihed
61
en Ild der tænder Skove, og en Lue der udhuler Bjerge, saa er
Hans Storm og Hans Hvirvel! Saavidt jeg kan see, har det
virkelig hidtil været saa giennem mange Aldre, og hvi skulde
det være anderledes i Dag end i Gaar, da Christus i Kirken er
altid den Samme !
Skulde der altsaa tales et verdsligt Magt-Sprog i Kirken,
som kunde naae sin Hensigt, maatte det vist være det Gamle,
vi kiende, der byder Christi Fiender Taushed; thi at det i det
mindste til en Tid kan naae sin Hensigt, lærer Historien, og det
lader sig allerede deraf saa temmelig forklare, at da de Fleste
af Christi Fiender ansee det Timelige for det Visse, og det Evige
for det Uvisse, føle de naturligviis ikke synderligt Kald til at
være Martyrer for hvad de kalde Sandhed, altsaa ei heller fol
deres Overbeviisning ; men det vilde dog, efter min velgrundede
historiske Overbeviisning, være ligesaa upolitisk, som det altid
er uchristeligt, at ville tvinge Folk til at tie med hvad de troe,
endsige da til at bekjende en Tro, de ikke har, og nåar alle de,
hvis Fædre have været i Statskirken, skal være stavnsbundne
til den, maae jo begge Dele følges ad. Heller ikke er det paa
nogen Maade en afgjort Sag, at den christelige Troes Modstan
dere i vore Dage lod sig bringe til Taushed uden ved Grusom
hed; thi deels beviser Islamisme ns Historie, at nåar man
kun har Haab om et evigt Liv, kan man, ogsaa uden at være
Christen, døe paa sin Tro, deels er det nu langt klarere end
nogensinde, at Aanden ei blot har Magt, men ogsaa Ret til at
trodse verdslige Vaaben, nåar den ikke vil bemægtige sig noget
Verdsligt, men kun forsvare sin medskabte, aandelige Frihed,
og endelig bliver i vore Dage ethvert undertrykt religiøst Parti
næsten med Nødvendighed politisk, og at selv de vantroeste
Mennesker kan lide meget for deres Overtro paa egne politiske
Hjerne-Spind, eller paa Friheds-Gudinden, behøver dog vel nu
omstunder intet theoretisk Beviis, da det er, jeg tænker noksom,
practisk afgjort.
Men, vil maaskee Nogen sige, Talen er ikke om et/Magtsprog,
der skulde gjøre noget af de stridende Partier herskende, men
kun om Et, der skulde bringe Begge til Taushed! Besynderligt,
maatte jeg svare, hvorledes man kan troe, at vel ikke et af to
Partier, men nok Begge ved et Magtsprog kan bringes til Taus
hed, da dog Erfaring ellers lærer, at nåar man vil give begge
de Stridende Uret, forbinde de sig gjerne om at hævde deres
Ret til Strid, og af saadanne Magtsprog i Troes-Sager kjender
jeg i det Mindste, fraConstantin den Stores til Henrik den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
