Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Religions-Frihed 111
136
landet, til Stats-Religionen og hele Stats-Forfatningen, give ham
baade kirkelig, literair og borgerlig,; saa haard og saa hastig en
Død, uagtet hele Landet vidste, han håvde Ret imod Præste-
Læreren, det maatte nødvendig gjøre megen Opsigt, endogsaa
udenlands, og det var en temmelig udbredt Tro, at nåar den
Sag kom for Høieste-Ret, maatte Præsten nødvendig faae den
meest glimrende Opreisning, og saamange af Lands-Dommerne,
som havde været enige, i det Mindste dømmes pro meliori in
formatione 1.
Præsten betænkde sig imidlertid paa, om det var Umagen
værdt yderligere at friste Tidens hemmelige Rets-Principer,
mod hvilke de aabenbare Love havde ondt ved at seire, og om
det, da ingen Dødelig dog kunde udgrunde, hvad, efter den her
skende juridiske Praxis, i dette Tilfælde skulde kjendes for
Ret, før det var skedt, om det ikke da var klogest at nøies med
en Dom, hvis Præmisser han kunde oversee, og frikjendtes i
Grunden af2.
Loven gav en god Betænknings-Tid, Aar og Dag, og Sagen
krævede det modneste Overlæg, da Spørgsmaalet var, om en
lovmæssig Præst, navnkundig, patriotisk Skribent, en Huus
fader med Kone og Børn, skulde juridisk vove det Yderste, som
paa et Væddemaal, for at kunne blive i Fædernelandet, eller om
han, hardtad for gammel, indgroet og bundet dertil, skulde see
at finde et Land, hvor dog de bedste Advocater kunde sige en
Mand, hvad han turde sige og skrive, uden at blive Injuriant,
og hvor han da turde begynde et nyt Levnets-Løb.
Dog, Præsten havde en Ven i den Bet, der dømde ham, en
grundærlig, stille, beskeden, men velstuderet, dybsindig, histo
risk-lovkyndig Mand 3, hvis udmærkede Retskaffenhed var
alle hans Kyndinger, og deriblandt tre Cancellie-Deputere
de, med hvem han havde staaet i nøie Embeds-Forhold, vel
bekjendt. At han, som kjendte Lovene, og ærede dem som de
sande Rets-Principer for alle Dommere, skulde dømme efter
Gunst, var ikke tænkeligt, men at Venskab kunde gjøre ham
det til en Samvittigheds-Sag, at bryde sin beskedne, hos en til
Skribent-Banen saa rigt udrustet Mand, hardtad mageløse Taus
hed, for at protestere mod en Dom, der, efter hans fuldeste
1 a: »for at de herefter kunde vide bedre Besked*. 2 Det følgende lød opr:
»medens denne Betænkning, hvortil Loven gav god Tid, Aar og Dat-, og som vir-
kelig krævede modent Overlæg, da det syndes at piælde om, en len Præsten og Skri-
benten skulde vove det Yderste for at blive i Fædernelandet, eller landsforvise sig
selv . . .< Bd. e. Assessor N. M. Spandot.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
