Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Grundtvigs literaire Testamente
164
idelig spillede paa Kundskaber, man maatte søge hos de Lærde,
at de bragde Lærdom i Van-Rygte hos deres Læsere, fordi de
skjemtede lidt med den Selv-Noksomhed og Pukken paa Selv
stændighed, man mindst skulde vente at finde hos Bog-Orme,
og finder dog Noget af, selv hos dem, der er halve Poeter. Men
deels er dette ei saa ganske nyt i Danmark, og deels vilde Sligt
neppe sat enten de Høilærde eller mig gråa Håar i Hovedet,
hvis jeg ikke ligesaa vel havde været Præst og Patriot med Liv
og Sjæl, som jeg var blandet Skribent!
Her vil jeg skrifte ærlig, skjøndt jeg nok veed, de Høilærde
gad ligesaa lidt hørt mine Skriftemaal, som mine Prædikener;
men, efter mine Tanker, klæder Aabenhjertighed dog alle
Døende godt, og de levende Skribenter, hvor Talen er om deres
Pen, endnu bedre, og jeg bekjender desaarsag for det Første, at
baade Skribenten og hans Læsere maatte ønske, at Skjalden tit
havde slaaet Bog-Ormen over Fingrene, istedenfor at laane
ham Pennen til at indflikke sine kløgtige Anmærkninger i Tex
ten. Dog, da jeg derved baade har skræmmet endeel Læsere
fra mig, og kjedet Endeel af de Bedste, tør jeg vel for denne
Synd vente fuldkommen Afløsning af min Pens Uvenner, om
end Døden ei tillader mig at gjøre Bod. Min anden Synd er
større, og udsprang øiensynlig af hvad min haardeste Recen
sent kaldte indsigtsløs Begeistring \ hvad vel er daarlig dansk,
og hvis det er en Lyde, vel maa kaldes Skjalde-Lyden, men
som nok skulde betegne den Taage, der alt imellem var for
mine Øjne, saa jeg ikke blot forvexlede min Skrifts Factorer
med hinanden, men ogsaa med mig selv. Sligt reiser sig natur
ligviis ikke af Begeistringens Styrke, men af den menneskelige
Skrøbelighed, som man aldrig har villet tilgive mig, enten fordi
jeg virkelig var den eneste Mand af Støv mellem lutter rene
Aander, eller fordi den vidnede om, hvad man nødig vilde troe,
at Mennesket behøver, for at blive lydesløst, langt mere end
den gode Villie, man sædvanlig strax indrømmede mig. Her
med vil jeg da ingenlunde undskylde min Forseelse, som i
mine Tanker mest bestaaer deri, at jeg, fra min Dimis-Prædi
kens Dage, tit drømde mig paa Prædikestolen, nåar jeg var
længst derfra, hvad let kan hændes en Præst lysvaagen, nåar
det kun i Drømme undes ham at være det, men som Skriben
ten, med et klart Over-Blik af de aandelige Forhold, dog aldrig
vilde lade sig mærke med, uden nåar han laande Præsten sin
IH.1 H. C. Ørsteds Udtryk om Grundtvig i Dansk Literatur-Tidende 1814, Side 184.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
