Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Grundtvigs literaire Testamente
170
end i sin præstelige Skrift, og at hvad der ei som Menneske
kan være ham ligegyldigt : hvorledes nemlig hans Med-Menne
sker opfatte Aandens Væsen og udlægge Aande-Sproget i deres
Inderste, det er ham som Skribent uvedkommende, thi er selv
det mindste Glimt af aandeligt Samfund og Tanke-Gang baade
borgerlig og boglig, og i det Hele timelig, Vinding, saa skal det
altid her være hans Løsen: hver nyde som han nemmer, da
Ingen skeer Uskiel ! Dette har ogsaa virkelig været min Grund-
Sætning, som hele min Skribent-Bane, overskuet, klarlig viser;
men hvem der efter en saa aandløs Tid, som den sidst forbi
gangne, føler sig drevet til at vove en Dyst for Aanden, om Ri
get og Æren, maa ikke regne paa, hos sine Læsere sædvanlig
at finde det aandelige Over-Blik, han finder hos sig selv, end
sige det han fattes. Ei kan jeg være haard nok til at kræve af
mig selv, hvad jeg aldrig har krævet af Andre: Klarhed i Dun
kelhedens Alder, og Modenhed i Vaaren, og seer jeg ret paa
mine første Bøger, da stod jeg netop Fare for at blive klar og
klog for tidlig, og kiender jeg noget til mig selv, da var det kun
ædel, kraftig, aandelig Modsigelse jeg fattedes, for at undgaae
eller rette mine Misgreb; thi med alle mine Feil har jeg aldrig
havt den, at være blind for mine Feil, nåar man viste mig dem;
men, efter min Bygning, kunde jeg tidligere blevet min egen
Recensent, hvad jeg hidtil kun har fusket paa at være, og at
jeg ikke blev det, er den Feil jeg angrer, har, mener jeg, bødet
tilstrækkelig for, og stræber nu at rette, om ei til Gavn for mine
Bøger, saa dog for min Efter-Mand, altsaa for den Aand og
for den Sag jeg, ikke sjelden übehændig, men heller ikke sjel
den kraftig, og altid ærlig, velvillig og frisindet, som skarp og
fritalende, har kæmpet for.
Har jeg vel tåget Feil deri, at Mestere, Svende og Drenge i
boglige Konster vel derved kan skjule Aandløshed for sig
selv og hinanden, men aldrig skabe nogen Aand, som det le
vende og levendegiørende Princip for Lærd og Læg ; eller har
jeg Uret i, at Folkene maae blive som døde Sild eller som uvane
Dyr, og selv boglig Konst tabe sin Anseelse og gaae til Grunde,
hvis der ei kan raades Bod paa den Aandløshed, der i de
sidste Aarhundreder forvandlede hardtad alle Borger-Sam
fund, selv de naturligste, til tvungne Sam-Lag, hvori alt Fæl
ledsskab kun var til Byrde, ei til Trøst, mens det i det Høie
ste var Venne-Kredsene, som gierne tænkde sig forenede i Lyst
og Nød !
Nu vel ! hvem det er til Forargelse, at denne soleklare, ufor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
