Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
AfSøndags-Bogen
197
dæmpe og berolige ved en levende Ihukommelse af den Israels
Vægter, som ei sover eller slumrer; og ved Hans trøstelige For
jættelse, at hvo som skjuler sig hos den Høieste, skal hvile om
Natten i den Almægtiges Skygge ! Nei, det var intet Under, saa
lidet, som at de om Morgenen sang med Fugle-Fryd :
Nu rinder Solen op
Af Øster-Lide,
Forgylder Klippens Top,
Og Bjergets Side!
Derimod maae vi vel undre os over, at det er hardtad slet ikke
længer saa: at Fuglene og de gamle Psalmer er næsten Alt hvad
der minder os om, at det engang har været saa, og maa nød
vendig være saa, hvor Sjælen har Vinger, og Hjertet har Stem
me, og Aanden har Øren-Lyd, maa der nødvendig være saa,
fordi det er den aandelige Naturens Orden i vor lille underlige
Verden, som hører halvt til de Dødes Rige, og halvt til de Le
vendes Land ! Ja, sandelig, vi havde intet mere Vidnesbyrd be
hov derom, at Mørket i aandelig Forstand har forblindet, Nat
ten overvældet og Søvnen betaget os, end den vitterlige Sag, at
selv Christne sjelden ihukomme den store Forskiel mellem
Nat og Dag, saa Aften-Suk og Morgen-Sang er nær ved at blive
Ord, vi have ondt ved at forklare vore Børn, medens vi i vore
Barne-Dage ei behøvede at spørge Forældrene om Sligt, men
vidste det vel, før vi kunde stave !
Men er det ikke dog kanskee ogsaa kun en gammel Fordom,
der ei skikker sig i vore op ly ste Dage, at skielne skarpt imel
lem Nat og Dag, som om de ikke begge hørde til Naturens Or
den, og havde, som Alt i denne Verden, deres Fortrin og Mang
ler, Behag og Besvær, deres lyse og deres mørke Side? Ja,
er ikke i Grunden, for de Fleste, Dagen den besværligste Tid,
og Natten med Søvnen hin alt det Levendes hulde Moder, i
hvis Skiød den trætte Skabning udhviler sig, og opstaaer med
det gjenfødte Liv og de fornyede Kræfter, som Dagens Møie
udtømmer og fortærer, og, er ikke endelig Natten med Søvnen
et venligt Billede af Gravens Stilhed, og den søde Hvile, der
venter os, efter Livets Travlhed, Trængsel og Uro, saa den
gamle Gru for Natten udsprang kun af de Gamles Over-Tro
paa Spøgelser og Gjenferd, ligesom deres Gru for Døden af
deres barnagtige Indbildninger om Djævel og Helvede?
Sandelig, der er intet Spørgsmaal om, at, skal vi troe, hvad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
