Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
AfSøndags-Bogen
211
Ord, som det findes beskrevet, aabenbarer sig som den Aand,
der kom over Apostlerne, og skal i Herrens Menighed være Ta
leren og Trøsteren evindelig; kun der kan vi levende mindes
den Pindse-Dag, da Herrens Sendebud iførdes med Kraft fra
det Høie, da det Huus, som den store Davids Søn, den him
melske Salomon, bygde sin Fader, opfyldtes med Hans Her
lighed, og tretusinde Sjæle offrede sig som en Første-Grøde til
den evige Præst af Melchisedeks Orden !
Lad da kun Verden smile spodsk ved Sammenligningen mel
lem Apostlernes Pindse og vores ; det skal ikke røre os, thi net
op fordi vi troe, hvad vi læse om Christi Tempel, der ikke fyld
tes med en Sky, men med en Strøm af Lys og Varme fra Livets
Kilde, netop derfor føle vi selv dybest, hvorlidet vor Forsamling
svarer til sin høie Oprindelse, og til de store Forjættelser som
tone over den fra Himlen; men vi veed, at Veien til at ligne den
Apostoliske Menighed er ei at forlade den, ei at betragte den
som noget os Uvedkommende, men at jo klarere det staaer os
for Øine, at ligesom Herren og Aanden, Troen og Daaben, og
den himmelske Fader med sin vidunderlige Kiærlighed, er al
tid de samme, saaledes er ogsaa Kirken den samme, som Her
ren bygde paa Klippen, til at trodse Helvedes Porte, og som
Aanden indviede til Himlens Forgaard, jo klarere det staaer os
for Øie, des dybere føle vi, at den Ringe-Agt, hvori Kirken, den
Afmagt og Forvirring, hvori Menigheden nedsank, er ikke Her
rens, og ei Tidernes, men kun vor egen Skyld ; og nåar denne
Følelse bliver mægtig i vor Sjæl, saa vi længes efter Herren,
som er nær hvor han paakaldes, og sukke efter Aanden, som
giør levende, og sammenbygger alle Troende i Tidens Løb, til
et Guddoms-Tempel af levende Stene, da begynde ogsaa vore
Hjerter at brænde, vore Tunger at gløde, og Troens Ord at gien
nemtrænge os, som Bækkene af Livets Flod, der glæde Guds
Stad, den Høiestes Boeliger!
O da, mine Venner, nåar vi begynde at erfare, hvad det er at
have levende Samfund, i Aanden, med Herren og hele hans
Menighed : de Helliges Samfund, som vi ved Daaben indviedes
til, da see vi det klarlig, at Julen er Troens, og Paasken er
Haabets, men Pindse er Kiærligheds Fest, saa det
undrer os ikke, at Pindse kommer senest i vort christelige
Levnets-Løb, som mellem Kirke-Aarets Høitider; thi nåar Li
vets Træ af Ordets Rod opgroer i Kirke- Haven, da er Troen
Stamme, Haabet Blomst, og Kiærligheden Frugt! Da fristes vi
ei heller til at tvivle om det Mindste af Alt hvad vi læse om den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
