Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
AfSøndags-Bogen
216
Men Held os, vi have en Gud af megen Miskundhed, ja, saare
megen, han plager og bedrøver ei Menneskens Børn af sit
Hjerte (Jer. Bgr. 3, 33), men det er Hans Lyst at glemme Over
trædelser: Retfærdighed og Dom er Hans Thrones Støtter, men
Naade og Sandhed gaae frem for Hans Ansigt, saa lykkeligt er
Folket med Øre for Seiers-Sangen og for Jubel-Tonen, de skal
vandre i Hans Ansigts Lys! Ja, vor Gud er en Gud til megen
Frelsning, og hos den Herre, Herre, er Udvei fra Døden, kun
et Øieblik varer Hans Vrede, men med Hans Yndest følger det
evige Liv, en Nattes Tid kan Graaden vare, men Morgenen kom
mer med Lov-Sang! Vi ere Børn af Hans Elskelige: af den
Kongernes Konge, i hvis Rige Soel gaacr aldrig ned, thi Natten
er der, som hos os i Skiær-Sommer, nåar Aften og Morgen kys
ses, og Morgen-Røden udspringer af Efter-Skinnet, som en Søn
med Rosen-Kinder fra Skiødet af en bleg, bedaget Moder, ja,
som Sara fødte Isak under de gråa Håar, og med Solen staae
Fuglene op, hvor kort end Blundet var, saa Morgen-Psalmen
udvikler sig ogsaa af Aften-Sangens Efter-Klang: Aften-Lærken
slumrer sødelig ind, som Barnet i Moder-Skiød, ved det første
Slag af Sommernats-Fuglen, og ved det Sidste vaagner Morgen-
Lærken! Saadanne Kaar har Christi Rige, som ikke blot har
en lykkelig Stjerne, men en Konge der byder over Soel og
Maane og alle Stjerner, thi der gaacr altid Naade for Ret, og
der voxe Lægedoms-Urter for Hæl-Sot, der udspringer et for
klaret Liv af Opløsningen, og der forynges det forældede Folk
som Ørnen!
Jeg veed det, kiære Venner ! saadan Tale klinger æventyrlig,
og er ei den uliig, hvormed Hedning-Skjalde baade fordum og
nu have smigret graahærdede Afguder, og kildret blødagtige
Frænders Øren, i dorske, vanslægtede Tider; men jeg har der
for ingenlunde glemt, hvad der sømmer sig mine alt graanende
Håar, og hvor langt det tomme Kling-Klang med de forfenge
lige Haab skal være fra Herrens Huus : fra Sandheds Tempel, og
den dybe Alvors høie Stade. Nei, hvad jeg her udsagde, var en
Sandhed, som Fortiden saa kraftig har bevidnet, at Fremtiden
umuelig kan fornægte den, det er Psalmistens gamle Spaadom
(Ps. 89.) om Guds naadige Førelser med sit Folk, og Aaben
barelsen af Hans Fader-Ømhed, en Spaadom, hvorpaa tre Aar
tusinder have kastet saa glædeligt et Lys, at dens fuldkomne
Forklaring, i en fuldstændig Opfyldelse, er saa vis, som vi alt
saae den! Hele denne Guds Naades Huus-Holdning i en syndig
Verden maa naturligviis være endnu langt forunderligere, end
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
