Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Skal Reformationen fortsættes ?
297
lykkedes Luther at fornye det; thi først da kan vi skielne, hvad
Parti Kirken maa tåge i denne Sag, og slutte os til, hvad Udfald
Kirkens usynlige Hoved, Guds Riges almægtige Konge, vil
give den.
Til Lykke er det almindelig bekiendt, og kan ei uden aaben
bar Daarskab modsiges, at den christne Kirke oprindelig,
som et blot Troes-Samfund, der kun befattede sig med Aand
og Evighed, stod adskildt fra den verdslige Stat, men
var dog langt fra at sætte sig i fiendtligt Forhold til den, da den
tvertimod, hvor den kom, avlede et Kuld af Himmel-Borgere,
som den verdslige Stat maatte lykønske sig med, som Mønstre
paa Underdanighed og Rolighed, Ærlighed og Ærbarhed, og
alle borgerlige Dyder. De Vantroe nuomstunder er derfor al
deles enige med os om, at de haarde Forfølgelser, den Christne
Kirke i sin første Tid maatte udstaae, var fra den romerske
Øvrigheds Side ligesaa ukloge som uretfærdige, thi, sige de
Vantroe, kan man end ikke frikiende de første Christne for
Sværmerie, eller billige den Haardnakkenhed, hvormed de, der
dog selv tilbad et Menneske som Gud, vægrede sig ved Alt hvad
der ogsaa kun smagde af det romerske Afguderie, og Keiser-
Forgudelsen, saa er dog Samvittigheden Noget, der ei lader
sig tvinge, og en dydig Vandel er saa fordeelagtig for en Stat,
at kun taabelige eller grusomme Tyranner kunde rase mod
fredelige og sædelige Undersaatter, som, paa nogle Griller nær,
hvorved de Ingen skadede, var Statens bedste Borgere.
Det er ligeledes noksom bekiendt, at skiøndt Kirken i hine
Dage ikke blot maatte opholde og hielpe sig selv, men havde
for det meste baade den verdslige Øvrighed, Stats-Religionens
Præster, og Pøbelen imod sig, saa er dens Historie i de tre før
ste Aarhundreder dog netop dens ypperste Hæders-Krands, saa
det var ikke let at forstaae, hvorledes den skulde komme i et
Forhold til de verdslige Stats-Indretninger, der var den mere
tjenligt.
Ikke desmindre forandrede Forholdet sig, da den Romerske
Keiser Constantin erklærede sig for den Christne Kirkes Be
skytter, men hvad den derved vilde vinde, lod sig ogsaa forud
see, da Keiseren, endnu førend han var døbt, tiltog sig For
sædet paa det store Lande-Møde i Nicæa, hvor Spørgsmaalet
var om, hvem der skulde giælde for christelig Rettroende, og
hvem for Kiættere. Intet Under, om den hedenske Keiser der
ved slet ikke tænkde paa den Christelige Troesbekjen
delse ved Daaben, som han, der selv var udøbt, maaskee slet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
