Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Skal Reformationen fortsættes?
298
ikke kiendte, og havde endnu mindre faaet Aand til levende
at fatte, og tilbørlig at skatte, men kun paa hvad han, ved Sam
tale med enkelte Bisper, og nogen Læsning i Bibelen, havde
sluttet sig til, maatte være Hoved-Sagen ; og her see vi strax en
Hoved-Grund, hvi Christendommen ikke godt kan være Stats-
Religion, thi Statens Over-Hoved er vant til at foreskrive Love,
og, nåar han betragter sig som Over-Hoved i den Christne
Kirke, fristes han immer til at ville foreskrive de Christne hvad
de skal troe, hvad dog i Grunden slet ikke gaacr an. Det første
Skridt syndes vel taaleligt, fordi det endnu var i frisk Minde
hvad alle Christne havde troet, og fordi Keiseren paa ingen
Maade vilde foreskrive en ny Tro, men kun yderligere forklare
hvordan Troen var at forstaae, men nåar først Keiserne kom i
med at foreskrive Troes-Bekiendelser, kunde og vilde de
naturligviis stundum gaae videre, og det var allerede stor Skade,
at Nogen kunde udelukkes af Kirken, skiøndt han havde den
Christne Tro, og at Udelukkelsen blev en Stats-Sag, som drog
borgerlige Følger, og selv følelig Straf efter sig. Derved labde
nemlig Kirke-Samfundet en stor Deel af sin Frihed og Reenhed,
thi for at undgaae Straf, eller dog Tabet af Keiserens Yndest,
med alle deraf udspringende borgerlige Følger, vilde naturlig
viis Mange, som ellers havde vendt Kirken Ryggen, nu enten
hykle dens Tro, eller see til, med Keiserens Samtykke, at faae
den forandret, Noget, der allerede viste sig i Constantins Dage,
og blev ret aabenbart under hans Søn Constantius, som befa
lede at Arianerne skulde giælde for de Rettroende.
Men efter Julian s Tid blev det endnu værre, thi da nødte
Keiserne deres hedenske Undersaatter til at lade sig døbe, og
fyldte saaledes Stats-Kirken med Vantroe, der enten maatte be
tragte den som et Tugt-Huus, de sukkede efter at see nedbrudt,
eller maatte arbeide paa at omskabe til et Afguds-Tempel, hvor
der ikke spurgdes om Tro og Haab og Kiærlighed, men kun
om Ceremonier og udvortes Handlinger. Det Sidste rykkedes,
som Man veed, temmelig godt, men nåar Man korser sig over
Helgen-Tilbedelsen, Billed-Dyrkelsen, Skiærs-Ilden, og al den
Afgudiskhed, som nu indstrømmede, da burde Man ikke glem
me, at det stod i en naturlig og nødvendig Forbindelse med at
giøre Christendom til Stats-Religion i gammel-romersk
Forstand, og til en tvungen Sag i det romerske Rige, saa det er
kun underligt, at den Christne Tro ikke gik under i al den Af
gudiskhed og Over-Tro. Rimeligviis vilde det i Østen snart
være skedt, hvis ikke den Christne Kirke havde faaet en ny
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
