Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Israels Kirke-Stat
111
ter dit Ord, men saasandt Jeg lever og mit Navn er levende og
min Herlighed skal skjule [dække] Jorden, da skal Ingen af de
Mænd som saae min Herlighed og saae mine Tegn i Ægypten
og i Ørken, og har nu fristet mig ti Gange og vil ikke lyde min
Røst, Ingen af dem skal see det Land, Jeg tilsvor deres Fædre;
men deres Børn, som veed endnu ikke Forskiel paa Godt og
Ondt, de umyndige Spæde, dem giver Jeg Landet ! Ingen af dem
der opirrede mig, skal see det, men i Caleb min Tjener er der
en anden Aand og han har fulgt mig, saa ham vil Jeg føre ind
i Landet, han betraadte og hans Sæd skal arve det.
Moses kundgjorde nu Folket, fra Herren, at de skulde om
vanke i Ørken i fyrretive Aar, til der var ingen Fleer end Jo
sva og Caleb igien af alle de Voxne, og da nu tillige de tr
Speidere, der havde kyst dem, fik en brad Død, saa blev Folket
bedrøvet, men tænkde, de kunde giøre det godt igien ved nu
strax at byde Cananiterne Spidsen. Det fraraadte Moses dem
imidlertid, som en ny Selvraadighed, de vilde komme til at be
tale dyrt, og de der alligevel drog op i Bjerg-Egnen, hvor Cana
niterne havde leiret sig, maatte ogsaa flux med Skam vende
Rygg*)-
Endnu enstund blev Folket liggende i Kades, fordi de krym
pede dem ved at begynde paa den lange Reise, men omsider
maatte de dog bryde op og blive ved at trække frem og tilbage
i Parans Ørk, omkring Seirs Bjerge, til den gamle Slægt uddøde
og Tiden udrandt, hvorpaa Moses endte sine Bedrifter med at
indtage Gi le ad, østenfor Jordan, og uddeelde det til Rubens,
G a d sog Hælvden afManasses Stamme, dog med det Forord,
at de desuagtet skulde staae deres Brødre troelig bi til Ind
tagelsen af Canaan. Timen var nu kommet, da Moses skulde
sige Folket og Verden sit store Farvel, thi heller ikke han maatte
gaae over Jordan, og han stillede sig nu frem i Forsamlingen,
hundrede og tyve Aar gammel, klarøiet, rask og rørig endnu,
gientog kort og fyndig alle Lovene, for Slægten som var opvoxet
i Ørken, og forelagde dem, som han sagde, Livet og Døden
at vælge imellem : Velsignelsen, der skulde times Lovens Ven
ner, og Forbandelsen, der skulde ramme dens Fiender. Derpaa
bød han Himmel og Jord lytte til den Svane-Sang, Aanden
havde lagt ham i Munden, for at den skulde lægges Folket paa
Hjerte og paa Tunge, til et evigt Vidnesbyrd, at det var ikke
Guds men deres egen Skyld, nåar det gik dem ilde, men dog
*) Moses 11. 32. IV. 13—14.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
