Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Israels Kirke-Stat
112
ogsaa til en evig Trøst, thi den endte triumpherende : fryder
eder, I Himle, med Herren, og tilbeder Ham alle Guds Engle!
Fryder eder, I Hedninger, med Hans Folk og styrke sig i Ham
alle Sønner af Gud, thi nu hævner Herren sine Sønners Blod,
giver Fienderne Løn som forskyldt og helliger Landet, Han gav
sit Folk! Endelig lyste Moses en prophetisk Velsignelse over
Stammerne og over Juda, Levis og Josephs Afkom især, og
gik saa op paa Nebo-Bjerget, hvor Herren havde sagt, han
skulde see ud over Canaan og saa lukke sine Øine i Fred*).
Stort er vist nok det Mindes-Mærke, Moses har efterladt sig
i Bøgerne, der bære hans Navn, thi Oldtidens andre Digtere
maatte, nåar de var lykkeligst, misunde ham det, og dens andre
Lov-Givere har Intet at sætte i Ligning dermed, men dog er
det ingenlunde den Ebraiske Forsangers, Lov-Givers og
Skrive-Mesters eneste eller største Mindes-Mærke; thi det er
ikke engang hans Grav, som i Old-Tiden Ingen vidste, men
som ligger aaben for vore Øine i Synagogen, hvor den usyn
lige Haand vidunderlig begrov ham ; nei, hans største Hæders-
Minde er unægtelig den Christne Kirke, hvor han levende
ihukommes og hvor hans Ansigt altid skinner paa For kla
rings- Bjerget af Herlighedens Glands i Christi Selskab!
Ja, det er umueligt, at tale sandt om Moses og det Folk han
stod i Spidsen for, uden at Udtrykket af sig selv bliver poe
tisk, thi de er, ligesom deres Digte r -V ær ker [Søndags-Syner
i Hverdags-Klæder], den høieste Poesi i Form af Prosa, og der
for blev deres Historie nødvendig derefter, sanddru og simpel
[jævn] men ogsaa [høist] vidunderlig som ingen Anden, saa det
er ingen mørk Tale, nåar vi nu sige : blandt Old-Tidens store
Folk var Ebræerne, med Moses i Spidsen, en Zeus der tog
Himlen til sin Part, hvormed Resten fulgde som Tilgift, me
dens Grækerne var en Poseidon, der maatte nøies med
Havet, som, nåar det straaler skiønnest, dog kun afbilder Him
len og nåar det gaaer høiest, kun oversvømmer Jorden, og
Ægypterne var endelig en Pluto der tog sin evige Bolig i
Under -Verdenen og stræbde kun at udhule Jorden til en
Osiris-Grav, skiønnere end Himlen! Dette er ikke længer
nogen mørk Tale, fordi Tiden har forklaret den, men det kunde
Tiden vist nok ikke gjort, nåar ikke Manden Moses havde væ
ret en sand Halv-Gud, der steg op paa Sinai som Zeus paa
Olympen og talede med Uranos som en Mand med sin
*) Moses IV. 21. 32. V. 1. 32. 34.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
