Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Grækerne
272
af Phi dias, midt i Kredsen for de Olympiske Lege; thi de
skattede dem bestandig over deres Værd og endte med ganske
at forgude dem. Vist nok var det saare naturligt, hos et Hed
ning-Folk, der levede i Anskuelsen af Guddoms-Præget i Men
nesket, baade paa Sjæl og Legeme, at de udviklede Legemets
Færdigheder og forskiønnede dets Udseende paa Aandens Be
kostning, men det er derfor ikke mindre sørgeligt, at see det
grove Afguderi indsmigre sig hos de smagfulde Græker ved det
blændende Skin af Aand, der kastede et glimrende Slør over
dets Vederstyggelighed. Meningerne kan nemlig vel være deelte
om, hvorvidt det grove Afguderi, hvorved Skabningen
aabenbar sættes over Skaberen, er Synd mod Ham, men
der kan intet Spørgs-Maal være om, at det er en stor Forsyn
delse mod Menneske-Aanden, der hævner sig rædsomt ved
at lade dem synke i Jorden, som kaste sig i Støvet for deres
egne Hænders Gierninger. Derfor er det heller intet Under, at
Græker-Aanden sluttede sin Bane ved at stemple Stenen med
sit skiønne Præg, thi alle Guder maae nødvendig studse og
blive som forstenede, nåar Stene forgudes, og er der en Aand
med i Spillet, da er den aabenbar paa sit Yderste, nåar den giør
Bauta-Stenen til sin Stat-Holder. Saadanne Bemærkninger kal
des vist nok tit sværmeriske og smagløse nuomstunder, da Man
atter synes at have fortvivlet om at række meer af Aand end
»S k i n n e t« og forguder desaarsag de smukke Billed-Støtter
alt hvad Man kan ; men hvem der heller vilde være en lysle
vende Hektor, Ac hil eller Odysseus, end den Olympiske
Jupiters forgudede Støtte, maa dog ligefuldt finde den Tid, da
Billed-Huggernes Værker blive det Guddommeligste paa
Jorden, ussel imod den, da Iliader og Odysseer, Herodot
ske Muser, Æschyliske Dramer, Platonske Dialoger og
Demosthenske Taler yngle og begeistre [opflamme]. At
endelig Grækerne, hvis høieste Drift det unægtelig var at kap
pes med Guderne, maatte afbryde dette store Vædde-Løb, nåar
deres Guder havde slaaet sig til Ro og stod som übevægelige
Støtter, i Viraks-Duft til Øiens-Lyst, det er en Slutning, der
giør sig selv og bekræftes kun alt for godt af den følgende
Historie.
Dog, at reise sig selv og kappes med Guderne, var for det
faldne Menneske vist nok en Helte-Gierning, der langt over
steg hans Kræfter, og at oversee det, røbede en Hovmod, der
maatte føre til et endnu dybere Fald, som Knæ-Faldet for Ste
nene øiensynlig var, og det havde lige fra Begyndelsen ahnet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
