Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Romerne
363
turius og Postumius var Borge-Mestere i Rom*), at Sam
niternes Gesandter, etter et tabt Slag, kom frem for Raadet,
bringende ei blot alle Fanger og alt Bytte tilbage, men ogsaa
hans Lig og hele Formue, der havde lokket dem til at bryde
Freden. Raadet (Senatet) som deraf sluttede at de nu var tem
mede til at taale Alt, vilde ikke høre Noget om andre Freds-Vil
kaar end Underkastelse, og da Gesandterne [Sendebodene]
dertil svarede, at de var kommet for at fornye Venskabet med
Romerne, men ei for at overgive sig til dem, da modtog Raadet
vel Fangerne og Byttet, og tog Guidet i Løse-Penge for de Sam
nitiske Fanger, men besluttede i fnysende Harme, aldrig meer
at modtage Gesandter [Sendebud] fra Samnium, men uden
videre Erklæring at føre en Undergangs-Krig med Staden
og Folket**). Denne Storagtighed (rettere Nederdrægtighed)
siger Appian, og Livius nægter det ikke, fortørnede imidler
tid Guderne, og Samniternes Høvding, den ligesaa snilde
som tappre Pontius, fik Held til at indslutte begge Borge-
Mesterne med hele Romer-Hæren, mellem tredive og halv
tredsindstyve Tusind Mand stærk, i Klippe-Dalen Gargana
(mellem Avellino og Benevent) som Romerne kaldte den Kau
diske Klemme (furcæ caudinæ), hvor de ingen anden Udvei
fandt, end samtlig at overgive sig paa Naade og Unaade. Spørgs
maalet var nu kun, hvad Man skulde giøre ved alle disse Ro
mere, og den gamle Herennius, Fader til Pontius, besvare
de det klogelig saaledes, at enten skulde Man med den høieste
Grad af Ædelmodighed skikke dem hjem, aldeles uskadt, eller
med den yderste Strænghed nedsable dem til sidste Mand; men
Pontius valgde, som de Fleste vilde, en saakaldet »gylden
Middel-Vei,« hvorved Romerne fik Magt til at hevne sig og
dog Intet at takke for, men Nok til at fnyse over. De maatte
nemlig strække Gevær og hvad Romerne kaldte »gaae under
Aaget« (giennem en Galge-Port af Spyd) og Borge-Me
sterne maatte indgaae en Fred, hvorved Rom vel Intet tabde,
men forpligtede sig dog til at lade Samnium og Grækerne i
Ro***). Med indædt Harme og skummel Fortvivlelse under
kastede Romerne sig den tunge Skæbne og stjal sig som Tyve
ind i den store Stad, de ansaae for dybt beskiæmmet og ufor
sonlig opirret, men Borge-Mesterne trøstede dog Raadet
med, at Alt kunde endnu blive godt, nåar Man brød Forliget,
*) Diodor XVII. 588.
**) Livius VIII. 39. Appian 111. 4.
***) Livius IX. I—6. Appian 111. 4.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
