Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anden Puniske Krig
379
Saaledes stod Sagerne, da Hamilkar gik over til Spanien,
hvor han i ni, og hans Frænde Hasdrubal siden i otte Aar,
igien hvervede Leie-Tropper og snart opirrede, snart forlok
kede Barbarerne, hvad baade kunde blive meget farligt for Na
boerne og styrte Karthago selv i den Afgrund, det nys kun
med Nød og Neppe, tildeels ved Roms Høimodighed, havde
undgaaet. Da det nu desuden var en betænkelig Sag med det
»Ny-Karthago« (Karthagena) Hasdrubal anlagde, ikke
blot nordenfor Middel-Havet, men, ret som paa Trods, lige over
mod Italien, saa var det naturligt, at Romerne følde sig
kaldede til at styre det Uvæsen, og kvæle i Fødselen hvad der
kunde giøre megen Ulykke og blandt Andet skaffe Verden to
Karthagoer for Eet; men da de for Øieblikket havde Nok at
giøre med Gallerne og maatte nødvendig være paa det Rene
med dem, før de kunde tåge sig kraftig aflbererne, saa maatte
de, indtil videre, nøies med at snakke godt for Hasdrubal og
faae ham til at love, han vilde ikke gaae over Ebro*). Det
gjorde han nu vel ikke heller, men Ham ilk ars Søn, Hanni
bal, som blev hans Eftermand, og havde givet sin Fader det
ugudelige Løfte »aldrig at være Romeren god,« han gik dog
baade over Ebro og indtog, trods Romernes udtrykkelige For
bud, Sagunt, der vel just ikke stod i Forbund med Ro
merne, men havde dog forlangt deres Hjelp, og var den eneste
Vaaben-Plads, de kunde giøre Regning paa, nåar Omstæn
dighederne tillod dém at tåge sig af Spanien**). Det tillod
imidlertid ikke blot men krævede Omstændighederne netop nu,
da Krigen med Gallerne var lykkelig endt, ikke uden Gu
dernes øiensynlige Bistand, der med udmærket Gunst optog
det tunge Offer, de ellers ligesaa menneskekiærlige som gud
frygtige Romere, »efter Sibyllas Spaadom,« maatte bringe,
ved at begrave to Græker og to Galler, En af hvert Kiøn,
levende paa Øxen-Torvet, og da Karthaginenserne nu ovenikiø
bet vægrede dem ved at udlevere Hannibal, den store Misdæ
der, og sagde trodsig til Fabius, at han maatte give dem, hvad
han vilde, >Krig eller Fred,« saa gav Romeren dem naturligviis
Krig, hvoraf han havde Lommen fuld***). Det er en hadefuld
Skildring, men det skal den ogsaa være, og det er Romernes
egen, nåar Man blot undtager den Oplysning, at de ikke stod
i Forbund med Sagunt, som er undsluppet deres Lov-Taler
*) Polyb 11. I—l3.
**) Polyb 111. 6-17. Livius XXI. 1-9. 11-15. Appian VI. 3—12.
***) Livius XXI. 17—18. XXII. 57. Plutarks Marcellus.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
