Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den Romerske Revolution
havde skuffet alle Kongerne, som maatte gaae under Aaget, og
over Rom kunde i alt Fald vel en Feldt-Herre men aldrig Raa
det, som var dens «Liv og Sjæl,« triumphere. Enten maatte
altsaa nu Rom og Italien ophøre at være Verdens-Rigets Mid
del-Punkt, eller Raadet, som ei meer turde staae Last og Brast
med Byen, maatte faae en Herre over sig, som turde det, altsaa
en Anden end Pompeius.
Cæsar viiste ogsaa, han var Manden, thi han gav sig Stun
der ei blot til at ordne Ita li ens Anliggender, men ogsaa til at
rense Spanien, Sicilien og Sardinien for Pompeianer,
og endda overraskede han Pompeius, der ikke havde gjort
Regning paa et Vinter-Feldt-Tog. At Cæsars Overgang til
Ep ir os, uden Vaaben-Plads og saagodt som uden Levnets-
Midler, var et Vove-Stykke, skal heller Ingen nægte, men det
hørde jo netop til Romernes Børne-Lærdom, at «hvo Intet vover,
han Intet vinder«, og Udfaldet viiste her som allevegne, at Man
i Krig heller maa fattes alt Andet end Mod og Mands-Hjerte.
Derved alene seirede nemlig Cæsar over en Mangel, som Man
troede var hans visse Undergang, over et Nederlag, der kunde
blevet det, nåar Pompeius turde vovet Noget, og over en i alle
andre Henseender vidt overlegen Styrke. Ved Pharsal (ei
langt fra Larissa) i Thessalien stod det afgiørende Slag, om
hvis Enkeltheder Beretningerne vel lyde meget forskiellig, men
om hvis Udfald, som er Hoved-Sagen, der aldrig kunde være to
Meninger, især da Pompeius, saasnart hans Folk kom i
Knibe, krøb i Skjul, og saasnart Cæsar begyndte at storme Lei
ren, flygtede forklædt, og det ei engang til sin Flaade ved Korfu,
eller sin Hær iNord-Afrika, men ællevild tilÆgypten, hvor
det i et heelt Aarhundrede havde været daglig Vane at modtage
lykkelige Fiender med aabne Arme og støde ulykkelige Venner
Dolken i Brystet. I det Kabinets-Raad Ptolomæos holdt, da
Pompeius, fra Rheden ved Pelusium, meldte ham sin Ankomst,
beviiste da den umyndige Konges Lærer i Tale-Konsten, Theo
do t fra Samos eller fra Chios, soleklart, at tog Man godt imod
ham, blev Cæsar vreed, og viiste Man ham bort, fik Man Beg
ges Vrede, saa der var ikke andet for at giøre, end at tåge Livet
af ham, thi det var Vand paa Cæsars Mølle og «den Gaas, Ho
vedet er af, kiækker aldrig meer.« Man fik desaarsag en Ro
mersk Rømnings-Mand til at giennembore Pompeius den
Store bag fra, da Man satte ham i Land, huggede saa Hovedet
af ham og smeed Kroppen paa Strand-Bredden, hvor En af
hans frigivne Slaver, og En af hans gamle attakkede Soldater,
Grundtvigs udv. Skrifter. VI. .qy 32
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
