Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den Romerske Revolution
498
som hændelsesviis kom til, med Møie fandt Vedd til et Baal
for ham, der havde triumpheret over tre Verdens-Dele, og hvor
Man, efter Alexandrineren Appians Beretning, satte ham et
lille Minde med den Indskrift:
Høie-Lofte maatte han ombytte
Med en snever Hytte*)!
Det var, siger Plutark, tretten Aar efter sin Asiatiske Tri
umph (altsaa midt i den 182de Olympiade) [at] Pompeius
faldt, og nu besteg da Cæs a r Verdens-Thronen, skiøndt den
ravede under ham, ikke fordi Pompeianerne var frygtelige
med den store Flaade og med Ponteren Pharnaces, Numi
der en Juba og andre oprørske Slaver, som de stolede paa, men
fordi hans egne Tropper gjorde sig ud til Beens og vilde nøde
ham til at kiøbe deres Tjeneste i dyre Domme. Derved fik han
imidlertid ret Leilighed til at vise, han var skabt til at byde ;
thi mod alle sine Venners Raad gik han midt ind imellem de
Opsætsige paa Mars-Marken i Rom, besteg Taler-Solen og
spurgde, hvad de forlangde? Allerede dette uventede Spørgs
maal forvirrede dem, saa de raabde blot: de vilde attakkes!
Velan, sagde Cæsar, I er a Hakkede, men desuagtet skal I
faae hvad jeg har lovet jer, nåar jeg triumpherer med andre
Folk ! Dermed taug han og de stod Alle som forstenede, indtil
hans Venner besvor ham dog at bryde den frygtelige Taushed
med et ordenligt Farvel. Cæsar tog da ogsaa Ordet paa Ny,
men havde neppe sagt «Borgere« (Qviriter), hvorved de til
faldes som «Attakkede,* før de sønderknuste skreg, Alle med
een Mund, at de fortrød hvad de havde gjort og bad bare om
at blive i hans Tjeneste ; og da han, istedenfor at svare, gik ned
af Taler-Stolen, da skreg de endnu høiere, at han skulde blive
og straffe Misdæderne. Han stod nu et Øieblik stille og besteg
saa atter Taler-Stolen med de Ord: nei, jeg vil Ingen straffe,
men at den «tiende Legion, « som jeg altid foretrak, har Deel i
Ustyret, det smerter mig saa dybt, at den kan jeg ikke beholde.
Imidlertid, ogsaa den skal faae hvad jeg har lovet, saasnart jeg
kommer fra Afrika, og nåar Krigen er endt, skal I alle faae
Jord, ikke Rov og Ran, til evig Splid, som Syllas Følge-Sven
de, men Statens og mit eget Jorde-Gods, og slaaer det ikke til,
da Resten kiøbt for rede Penge ! Svaret var en almindelig Ju
*) Cæsars Borger-Krig. Plutarks Pompeius og Cæsar. Appians Borger-Krig
11. 25—86.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
