Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Danskere og Nordmænd
52
hos Rim bert, istedenfor de sædvanlige Lovtaler og Barnagtig
heder, seer Billedet af en dybt bevæget, for sit Kald og Martyr-
Kronen indtil Sværmeri begeistret Munk, og betænker, hvilket
Indtryk han maa have gjort paa sin kiære Discipel, for at den
ne, ved en besynderlig Undtagelse, kunde opfatte og fremstille
ham saaledes, da maae vi tilstaae, at Danmark havde samme
Lykke med Stamfaderen til sit Præsteskab, som, efter Skjold-
Sagnet, med ham til Konge-Slægten. Da nu Rimberts Vidnes
byrd tillige er gyldig Hjemmel for, at ikke blot blev der i Ans
gars Dage bygt Kirker i Slesvig og Ribe, men [at] i de fyrre
tive Aar, han rygtede sit store Ærende, var det ham, paa et
lille Øieblik nær, aldeles uformeent at omvende alle dem, han
kunde, saa maa Langdraget nødvendig have havt ganske egne
Grunde, hvoriblandt det aabenbar var En, at Kongerne, i det
Mindste til Gorm den Gamles og Harald Blaatans Dage,
lod Troen og Guds-Dyrkelsen, som det sig altid burde, være en
fri Sag. Det Samme var imidlertid, som vi veed, Tilfældet i
Engeland, hvor Døbelsen dog kun medtog halv saa lang Tid,
og desuden tråk det i Danmark ikke blot langt ud, men Man
hører efter ’An sg ars og Rimberts Dage slet intet til den D a n
ske Chris ten dom, før der stemmes op med Jammer-Klagen
over Gorm den Gamle, først i det T i e n d e Aarhundrede, som
gruelig forfulgde den, saa denne Kiends-Gierning ved et Folks
Daab, der endnu i det Nittende Aarhundrede holder fastere
paa Daabs-Pagten end noget Andet, bliver først forklarlig,
nåar Man kiender Danskerne, og har opdaget, at hvor alle Mand
gaaer i Kirke er det Meste immer Skin og Skygge.
Intet Folk har nemlig mindre Sands end det Danske for
«Skin og Skygge« af Aandelighed [Aand og Sandhed], saa
nåar ikke Kong Knud og hans An gel- Sachsiske Præster
havde tåget dem alvorlig af Sagen, var Mængden her, især
paa o erne, vel aldrig blevet døbt, og hvem der desuden, som
de Danske i Almindelighed, er lidt dorske af Natur og skal
have alt Aandeligt igiennem Hjertet, maatte nødvendig, hvor
dybt end Evangeliet rørde dem, blive sene til øiensynlig at rette
sig derefter, ja, vidste vel ikke selv ret, om de troede, før Troen
blev forfulgt. Endelig maatte hos et saa kvindeligt Folk
baade den gamle Vane være næsten uovervindelig, og Evange
liets Trøst en Tidlang synes ret godt forenelig med en Slump
Afguderi, saa det undrer os hverken at læse hos Wittekind,
1 H. »fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
