Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Engelsk-Mænd og Fransk-Mænd
312
har havt en elskværdig Side at betragtes fra, tillader hans Kien
dings-Navn os neppe at tvivle om, saa det var kun hans og i det
Hele de Franske Kongers historiske Uheld, at »Skiønhed for
gaaer* og at ikke blot »Dyden« men ogsaa Lasten bestaaer.
Philips Maade at vinde Kirkens Lovtale paa kiende vi
for Resten, og hans Midler saavel til at skaffe Thronen Glands,
som til at give selv Tempelh erre-Baalet Skin af denstrænge
Ret og Retferdighed, var naturligviis de Franske Paver, Sol
daternes Sværd og Juristernes Pen; men hvor snildt og smukt
det end Altsammen kan have tåget sig ud paa den Tid *, falder
det dog efter femhundrede Aars Forløb baade for lavt og for
smaat til at sættes blandt de store Begivenheder. Vi skulde da
her neppe have nævnet Philip den Smukke (1285—1314),
hvis ikke hans Daatter Isabelle var blevet Moder til Kong
Edvard den Tredie, men deraf reiste sig Edvards Krav paa
den Franske Throne, som hans Fætter Philip af Va lois, en
Broder-Søn ad Philip den Smukke, mens han var umyndig
(1328) havde bemægtiget sig. At der imidlertid omsider virkelig
blev en Krig om den Franske Throne, maae vi vel kalde til
fældigt, thi hverken synes Edvard egenlig at have gjort sig
mindste Haab om den, ikke heller havde han mindste rimelig
Udsigt til den, da saagodtsom hele Frankrig var ham imod
og det Engelske Under-Huus udtrykkelig erklærede, at de
paa ingen Maade vilde have Konge tilfelles med Frankrig.
Edvard førde da aabenbar Krigen mest for sin egen Fornøi
else, og nåar vi desuagtet nævne Slagene ved Cr ess y (1346)
og Poi tiers (1356)*), da er det ogsaa mere for deres egen
end for Følgernes Skyld, thi uagtet Fransk-Mændene i dem
Begge leed forbausende Nederlag, og deres Konge, Johan Phi
lipsen, blev selv i det Sidste en fangen Mand, saa forandrede
de dog ikke synderlig Rigernes Stilling, ei heller forlangde Ed
vard engang Kronen i Løse-Penge. Den store Opsigt, Slagene
gjorde, og Deeltagelsen, de siden fandt, reiser sig da kun deraf,
at i dem Begge kæmpede Edvards Søn og Navner, den saa
kaldte sorte Prinds, mod en for Tapperhed saa berømt og i
Tal saa overlegen Hær, at hans Seier maatte forundre ham selv
og skaffe enten ham eller dog hans besynderlig gode Lykke al
mindelig Beundring. For en stor Deel af de Lærdes maa han
*) Brødrene Villani hos Muratori XIII. 943—51. XIV. 409-18. Sismondis
Franske Historie X, 287—303. 457—75.
1 2. Udg. Haget sig ud i franske Øine,«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
