Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nyaars- Tiden
388
selv Franskmændene, hvis Historie dog, paa Vittighederne
nær, er hardtad ligesaa eensformig som de Umælendes, selv de
begynde med Flid at lægge sig efter Historien, og at selv den
«Tydske Philosophi«, der dog af Moders-Liv ligger i Haaret paa
Erfaringen, har dog nu seet sig nødt til at indrømme, vel ikke
at Vid skabe n i sig selv, men dog at den til Tid og Sted pas
sende Stats-Forfatning (altsaa dog vel ogsaa Stats-Klogska
ben) maa udspringe af Historien.
Under disse Omstændigheder vilde det kun være Tids-Spilde,
midt i Norden, over hvis Vande Historiens Aand alt fra
Hedenold har svævet, at ville forsvare den Historiske Syns
maade for Menneske-Livet, i det Hele som i det Enkelte, og
hvad der trænger til at indskærpes (desværre langt stærkere
end nogen Pen formaaer) er da kun, at det slet ikke nytter, den
Historiske An skuel se udvikler sig i alle Retninger paa Pa
piret, nåar den ikke levende indtræder i Skolen. Dette
aandelige Skolehold vilde vist nok være umueligt, dersom
Aanden ei havde andre Redskaber end «Bøger og Penne«,
der, som Enhver selv kan overbevise sig om, er døvstumme
og steendøde, men saafremt vi endnu har «Mund og Mæle«,
da har Aanden, som behersker os, det ogsaa, og kan dermed
virke ligesaa levende i det Nittende som i det Første Aarhun
drede. Først da, nåar Menneske-Munden i Aandens Kraft
giør sit ligesaa naturlige som historiske Fortrin giældende, og
tillader ingen Pen eller Skrift, af hvad Navn nævnes kan, at
staae mellem sig og Aanden, til at adskille hvad Gud i Menne
ske-Munden, baade i Tidens Fødsel og i dens Fylde, har leven
de sammenføiet, nemlig «Aand og Ord med lydelig Røst«, først
da kan der føres forstandig Tale om Menneske-Naturens hi
storiske Udvikling til Klarhed, og om Historiens naturlige Virk
somhed i «Kirke, Stat og Skole*, men da vil Forstanden paa
begge Dele i en Haandevending giøre Kæmpeskridt, thi al den
Forstand, der nu, ved vor Mis-Forstand paa Livet, er en død
Kapital, bliver da frugtbringende og fordobler sig hvert Aar.
Saalænge man nemlig, paa Trods mod Natur og Historie, ind
bilder sig, at »Skrift«, som Aandens rene, umiddelbare Udtryk,
kan og skal beherske Mund en, altsaa Døden beherske Li
vet, saalænge er det ganske i sin bagvendte Orden, at man
spilder sin Forstand paa at omskabe baade det Indvortes og
Udvortes efter Skriften, men det er ogsaa en Natur-Nødvendig
hed, at forsaavidt denne Forskabelse lykkes, gaaer Livet til
grunde under Dødens Spir, og at hvor der endnu findes Livs-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
