Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det Syttende Aarhundrede
666
lag*), da seer man strax, at selv i Modgangs-Dagene havde han
slet ikke lært, at Folkenes Rettigheder er ligesaa hellige som
Kongernes, og at «fælles Bedste« er den høieste Lov i alle
menneskelige Anliggender. Han, saavelsom alle Christenhedens
Fyrster paa den Tid, indbildte sig, at de godt, nåar Lykken
vilde føie, kunde tiltage sig samme Voldsmagt som de gamle
Romerske Keisere, og dog giælde for «Herrens Salvede* og
Christi Statholdere, kunde selv tilsidesætte Christen dom
mens klareste Bud og dog kræve den allerchristeligste
Selv-Opoffrelse af alle deres Undersaatter, fordi det stod i Bibe
len, at hvem der satte sig mod Øvrigheden, satte sig mod Guds
Anordning, og baade Theol oger og Jurister styrkede dem
deri, saa nåar de, som Carl, for Resten tænkde menneskelig,
var de meget at beklage, men ikke mindre at beklage nåar de
vandt end nåar de tabde, thi i begge Tilfælde stod Forfatningen
Fare for at blive Tyrkisk, Sværdet Mægleren, og Mandhjem
en Ørk, hvor kun Vilddyrene havde deres Frihed. I Middel
alderen havde man stræbt baade i Kirke og Stat at hellige en
hedensk Materie med Christelige Former, men i Nyaars
tiden stræbde især Protestanterne at støbe et Christeligt
Indhold i Hedenske Former, og det ovenikiøbet i Romer
ske, saa Kirken blev en Stats-Indretning, den verdslige
Øvrighed kunde giøre med hvad den vilde, og Staten blev
enten en Romersk Republik eller et Romersk Keiser
dømme, medens Kirke-Forho Idet ligefuldt blev ved at
være en Saligheds-Sag, og af dette Vilderede syndes ingen
Udvei muelig, findes heller ingen, med mindre man giør Ki rk e-
Forholdet til den borgerlige Frisag, det efter Christen
dommen nødvendig maa være, og giver Staten ikke en
Romersk men en folkelig Hedensk Form. Dette laae nu vel
saa langt borte fra Pietismens Retning under alle sine Skik
kelser, og forudsatte en folkehistorisk Oplysning, som saa gan
ske fattedes, at en ordenlig Uddannelse af det Borgerlige Sel
skab var i det Syttende Aarhundrede aldeles umuelig; men
Engelænder nes dybe Trang og mægtige Drift til fri Virk
somhed, forenet med deres mageløse Dristighed til at prøve
Alt, brød dog unægtelig Isen, og forarbeidede under en for
dem taalelig Uorden, den Historiske Aand, der vel nu i det
Nittende Aarhundrede faaer Held til at ordne det store Vir
var, ikke efter Romer-Retten, men efter Menneske-Na
*) Hume VII. 159—60.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
