Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
To Breve til Prof. Sibbern
115
i henved halvtredsindstyve Aar har lidt mange Skaar, og som
det nys tegnede til, de reent skulde miste, da et stort Parti især
af Geistlig heden aabenbar lagde an paa at udrydde deres
Tro, som en gammet Over- Tro, der nu ei meer kunde tak
les.
Biskop Balle stod imidlertid i Gabet for den »gamle Tro«
til 1808, og skjøndt den siden ei fandt saa høie Velyndere, men
maatte nøies med en »Candidat«, der nær ikke engang var
blevet >Capellan<, og er nu saa godt som ingen Ting, og
med en skriftklog Magister, til offenlige Paatalere af Dens
borgerlige Rettigheder, kan Den dog derved umuelig have tabt
dem. Vist nok har baade Lindberg og jeg seet os nødt til at
nedlægge vore Embeder, og har begge mistet vor Deel i Trykke-
Friheden, men om det ogsaa var en aldeles nødvendig Følge af
ÜbesindighedogOverilelsehos os, saa kundejo dog hverken vi
eller vore Med-Troende derved tabe Ret til at beholde og for
plante vor i Riget gjennem mange Aarhundreder fredlyste Tro.
Denne Ret kunde vi nu beholde paa forskjellige Maader, men
den Fordeelagtigste syndes det unægtelig at være, at vi be
holdt Stats-Kirken (the Establishment) og at de, der ansaae vor
Tro for Over-Tro, fik Lov til, hvad det var Synd at nægte dem,
udenfor Stats-Kirken frit at bekjende og forplante hvad de
kaldte den rette Tro og oplyste Christendom. Dette var Biskop
Balles Syns-Maade, unægtelig den mest liberale, de stats
kirkelige Orthodoxer nogensteds har erklæret sig for, og jeg
traadte længe i min høiærværdige Forgjængers Fod-Spor, som
førde mig til det »fortvivlede« Skridt at tiltale Professor
Clausen paa hans Embede, vist nok ikke med juridiske
men dog med de skarpeste literære og moralske Vaaben, jeg
kunde finde og føre. Jeg kalder det et »fortvi vlet« Skridt, thi
De veed nok, jeg er gammel vant til at kalde enhver Ting med
sit rette Navn, naar jeg har lært det, og det var virkelig et Skridt
i den yderste præstelige Fortvi vielse. Hvor langt det nem
lig var fra at jeg vilde lade Sønnen undgjælde for Faderen, be
høver jeg ikke at sige Dem; og, om De end ikke deler min
Anskuelse af Farens Størrelse, vil De dog vist tilstaae, det
saae fari igt ud for den »gamle Troes« Tilhængere i Landet,
da alle Folk udenfor Kjøbenhavn var bundet til deres Sogne-
Præster, og alle Theologiske Studenter baade udvortes
bundne til Professor C 1a us e n og indvortes i Almindelighed
gjennemtrængte af Beundring for ham. Uagtet jeg derfor i alle
de Aar, jeg var saa godt som excommuniceret, havde vogtet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
