Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kiærminder
325
Vort Folkeraad er endnu saa nyt, er endnu i sine første
Prøveaar, saa hvad vi end maatte ønske, var det dog übilligt
strax at forlange slaaende Beviser paa dets folkelige Bevidst
hed og Fritalenhedens værdige Brug; men Bonde-Adlingen
er alt saa gammel, og dette sit Værk kronede Kongen selv ved
Bøndernes Optagelse i Folkeraadet, saa Taknemmeligheds-
Beviset maatte ikke udeblive længe, naar det med Grund skulde
ventes ; men derfor kom det ogsaa ved den første Leilighed, der
tilbød sig, og kom fra den Side, det mindst lod sig vente, saa
nu tvivler jeg slet ikke paa, at jo den Danske Bondestand vil
vise sig alt det Gode værdig, Kong Frederik ikke blot skiæn
kede men tilkæmpede den. At det rørende Taknemmeligheds-
Beviis var uventet, siger jeg vist nok ikke, fordi jeg deler den
almindelige Ringeagt for Sællandsfaren, thi det var ikke
blot unaturligt, da jeg er selv en Sællandsfar, men det var
ogsaa aldeles uhistorisk, saavist som det jo netop var Sællands
farene, der, efter Sagnet, bar den gamle Leirekonge Frode
Fredegods Støv »tre Aar om Land* før de nænde at begrave
det ved Værebro, og saavist som det, efter Saxos Vidnesbyrd,
baade var Sællandsfarene, der med Biskop Axel i Spidsen, for
nemmelig vovede Liv og Blod i Slave-Krigen under Vald emar
den Store, og dem, der grædende lod Ploven staae og skiød
Skuldre under Baaren, hvorpaa denne Konges Lig blev bragt
fra Vordingborg, hvor han hensov, til Ringsted, hvor han
hviler. Vis er jeg tvertimod paa at i den næste Fremtid, naar
Tungebaandet løses, de gamle Sangtoner gienfødes, Krøniken
oplives og Minderne vaagne, da vil man faae at see, der ikke
blot banke ømme Hjerter men slumre store Kræfter under Vad
mels-Koften ved Leire, Sigersted og Vordingborg, og
sagtens trindt paa Øen, siden det Uventede skedte, siden selv
Bønderne nærmest omkring Hovedstaden, som jeg var nær
ved at opgive, saa klarlig vise, de har endnu Hjerte i Livet, og
vil ikke være de Sidste men de Første til at ære Kong Frede
rik den Sj ette paa hans Baare og i hans Grav. Nu tør jeg der
for af Hjertens-Grund ønske Danmark til Lykke med sin hæ
derlige Bondestand, der sikkert kun behøver den folkelige
Oplysning og naturlige Dannelse, vi skylde og Christian
den Otten de vil skiænke den, for med ligesaamegen Flid at
vise sig den gamle Stamme og den ny Stilling værdig, som den
med Kraft vil holde fast paa Frederik den Sjettes kongelige
Nyaarsgave !
Nu faldt det da af sig selv, hvad jeg nærmest havde Lyst til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
