Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Brage-Snak
583
tør jeg dog ikke vove det, og den er desuden saa deilig, at net
op hvem der husker den, hører den ogsaa gierne igien.
Det var da Balders urolige Drømme, der først forstyrrede
Glæden i Asgaard, men da hans Moder Frigge havde taget
Alt hvad hun tænkde kunde skade ham, i Eed, baade Dyr og
Træer, Levende og Dødt, Ild og Vand, Staal og Steen, Edder og
Forgift, da slog man i Asgaard ikke blot Sagen hen, men blev
saa sikker og tryg, at man legede med Faren, og for ret at trodse
den, stillede Aserne Balder op paa Thinge som en Skive, Alle
havde Lov at skyde efter. Det gik an til en Tid, men da Loke
havde udfrittet, at østenfor Valhall groede en Vaand, som hedd
Mistelteen, og som Frigge ikke havde værdiget at tåge i
Eed, saa dybt foragtede hun den tynde usle Snyltevæxt, da gik
han hen i Hemmelighed og rykde den op, og ståk den siden i
Haanden paa den blinde Hø der, for at han ogsaa skulde ære
den skudfri Balder ved at stikke til ham med den. Det gjorde
han, og see, da styrtede Balder steendød omkuld, og med alle
deres Taarer kunde Aserne ei kalde ham tilbage, skiøndt de
var Alle dybt bedrøvede og Odin især, fordi han vidste bedst
hvad Aserne tabde ved Balders Død; de kunde ikke engang
hevne den paa Ophavsmanden, for ei at vanhellige Thingets
Fristed.
Henfører vi nu denne Historie til det Asgaard og den Guld-
Alder vi kiende, enten i hele Menneske-Slægtens, i et enkelt
Folks, eller i vort eget Levnetsløb, da maae vi finde, den passer
vidunderlig, medens det paa den anden Side slet ikke maa for
undre os, at vor Forklaring er for Mange ligesaa mørk en Tale
som Mythen selv; thi her giælder ret egentlig Ordsproget: Den
græder ei for Guld, som aldrig Guld eiede, saa det Hele tykkes
Tant for Andre end dem, der i deres egen Barndom havde en
mythisk Guld-Alder, da ogsaa de paa en Maade levede som
Guder, uden Arbeide, Sorg og Bekymring, mens Marken for
dem bar Korn, som Engene Blomster og Træerne Frugt af sig
selv, saa for dem sang alle Smaafugle i Skoven, med dem legede
Soel og Maane og alle StjernerTit giennem Skyerne, dem var Syg
dom og Alderdom aldeles übegribelige, dem var Søvnen og Døden
Eetog detSamme, saa detvivledeligesaalidtomde Dødes Opstan
delse, som de nogen Aften tvivlede om, at de jo selv næste Morgen
skulde vaagneog staaeop, naar Solen skinnede og Moder kaldte.
Saaledes er vi nemlig Alle skabt, at hvad vi hverken i vor
egen Natur eller vort eget Levnetsløb spore noget Lignende af,
det kan vi aldrig forstaae eller finde os i, og det troe vi igrunden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
