Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Brage-Snak
742
som Kvinden havde viist. Videre gik de og kom til en Mur,
som var selv Kvinden for høi, men for dog at lære Ha ding, at
bag ved den var de »Levendes Land«, vred hun Halsen om
paa en Hane, hun havde med sig, og smed Hovedet over Muren,
som da strax paa den anden Side med et Hane-Gal meldte, at
der kom virkelig Liv i Dødt 1
Dette Sagn forudsætter nemlig aabenbar den dybeste Læng
sel efter sand Udødelighed og den sødeste Drøm derom, som
naturlig kan findes hos Menneskens Børn, udenfor Paradis,
og hvor Hjertet engang har været saa rigt paa ægte Guld,
det er det, i Forarmelsens Tid, aabenbar langt naturligere at
græde for det end at glemme det, mens der paa den anden
Side, ved Kiærligheds-Aabenbaringen i «Tidens Fylde«,
er sørget for, at Hjertet kan blive rigt i samme Grad, som det
føler sin Armod, og af disse to Sandheder, den Ene naturlig,
som Kvinden, og den Anden historisk, som Manden, er
mit gamle, seilivede Ha ab om det »Danske Gylden-Aar«
født, saa jeg tør sige, det er ikke blot af høiadelig men af »Kon
geli g« Byrd, og smiler derfor ogsaa k o ng e lig ad alle den flak
ke og platte Selv-Klogskabs vittige Indvendinger. Vanske
ligere falder det nu vel, med dette glade Haab, attrodseden
Kiendsgierning, som kun Selv-Klogskaben smiler ad, den
sørgelige Kiendsgierning, at lige til vore Dage blev Hjertet
bestandig armere, bestandig kaadere spottet i sin Armod af de
rige »Svampe« og de grødefulde >Paddehatte« paa Guld-Mød
dingen, og, hvad der var det allerværste, bestandig blev selv det
Danske Hjerte mere tvivlraadigt om sit Arilds-Guld og
om Muligheden af at finde det igien, saa det store Spørgsmaal
er unægtelig, om der er skedt og skeer Noget i vore Dage til
Standsning af den hidtil voxende hjertelige Fattigdom, og
til Næring af Haabet om en gylden Fremtid.
Hertil maae vi nu vistnok svare, at hvad der hidtil er gjort
for det a ande lige og hjertelige »F atti gvæsen*, har, des
værre, kun alt for megen Lighed med hvad der er gjort for det
Øiensynlige, og er altsaa langt mere skikket til at giøre os
Allesammen lige fattige, end til at berige Nogen af os ; men er
der Noget vundet ved, at Aanden faaer Øie paa Oldtids-Gul
det, og at Hjertet smertelig føler den »sorte Armod«, da er der
dog ingensteds gjort saadant et Kæmpe-Skridt til »Gylden-Aa
ret«, som i det lille Danmark, fra dette Aarhundredes Be
gyndelse, og for mig er der naturligviis noget Stort i den lille
Kiendsgierning, at mit Danske Haab giennem den sidste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
