Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Danskeren IV
305
Sneetinder, ja, uagtet jeg intet Øieblik glemde, at dette hørde
ogsaa til for at det norske Menneskeliv kunde baade vise sig og
nydes i sin Glands, saa vedblev dette Folkeliv dog at være
hvad jeg især fæstede Øie paa, og dette Folkelivs lykkelige Ud
vikling med den dybe Grund-Tone i hele sin maleriske Skiøn
hed, det var den smukke, fortryllende Udsigt, som først og sidst
frydede mit Øie, og som ved Udflugtentil Ringe rige har vun
det en bestemt Skikkelse med en bestandig Farve, som jeg er
sikker paa, vil tit naar jeg mindst venter det, giæste og fryde
mig.
Denne Udsigt var det, der først ret aabnede sig for mig i Tan
berg-Moen, den deilige Birkelund, hvor Ringeriges
Bønder beværtede Nordens Ungdom, hvor Folket og Lan
det smeltede sammen for mit Øie i den milde Aftenlysning,
hvor der egenlig var ingen Nat, og hvor Blusset fra Gyrihou
gen blev mig Billedet paa Norges Glands, der i Tidens Aften
stund skal skinne vidt i Verden som en Bavn paa Biergetind !
Under disse Omstændigheder finder jeg det ganske rimeligt
hvad jeg har læst i en Avis, at det Par Ord, jeg talde fra Kæm
pehøien iTanberg-Mo, hvor Folke-Flokkene af begge Kiøn
havde leiret sig saa smukt paa Brinkerne trindt om en lille
Skueplads til Hallingdandsen, var noget af det smukkeste,
jeg sagde i Norge; thi vel kan jeg kun huske meget lidt af det
enkelte, men det veed jeg af Erfaring, beviser netop, at jeg maa
have været lykkelig nok til i det Øieblik næsten reent at glem
me mig selv og alt det enkelte over det hele, som derfor ogsaa
er mig uforglemmeligt.
Man havde nemlig i Forbigaaende sagt mig, at her i Nærhe
den meende man, gamle Sigurd Syrs Kongsgaard havde lig
get, og jeg vidste i alt Fald, den laae baade i Norge og paa
Ringerige, og med eet stod da Snorre Sturlesøns mage
løse Konge-Krønike med hele det norske Folkeliv, som den
ikke beskriver, men afmaler, lyslevende for mig, medens
Øiet ret med Velbehag dvælede ved Kronen paaVærket, som er
Hellig-Olavs Saga, og da især ved Maleriet af Olavs Hjem
komst fra sin lange og kiække Vikingsfærd, som altid har übe
skrivelig forlystet mig. Mindet herom vilde jeg med et varmt og
dristigt Ord fryde hvor det fandtes vaagent, og vække hvor det
slumrede, og hvis det lykkedes, da var det ikke blot smukt men
litligt, og hos mig selv kan jeg føle, det lykkedes, for jeg maaler
altid den Livskraft, der vaagner eller voxer i Mindet, efter
den Opi ive Ise, som derigiennem times Haabet, og jeg føler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
