Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Danskeren IV
paa, da man ved Afskeds-Gildet Fredag-Aften, endnu vilde
høre et Ord af mig, og jeg da kortelig fortalde hvad jeg om Ons
dagen havde hørt af en norsk Bonde ved Jonserud, som drog
det i Tvivl, om al denne Hurlumhei vilde bringe »Glædja«
over Norge, thi jeg gav ham Ret i, at det var det store Spørgs
maal, men jeg vilde ingenlunde indrømme ham, at Svaret var
tvivlsomt, og hvem der saae den glade Folke-Samling, som
lyttede, og den endnu langt større, som næste Morgen vemodig
fulgde os ombord, maa i det mindste bekiende, at alle Mærker
maatte slaae feil, om ikke Studenter-Toget 1851 fik Plads i Nor
ges Historie som en glædelig Begivenhed! Herom kan jeg
saameget mindre tvivle, som Glæ den ret egenlig giennemstraa
ler det Farvel i Morgenbladet, hvormed jeg overraskedes
paa Afskeds-Dagen og hvori det lille Ord :
»Et Lyn paa Nordens Himmel,
Det traf, det ret til Hjerte gik«
klart udtrykker hvad jeg mener, og naar man i Tankerne sam
ler alt dette, da vil man vist i alle tre Nordens Riger være enig
med mig om, hvad der blev mit sidste Ord i Norge, saa at sige
ved Haand-Rystningen , at om end ikke nogle af »Norges
K vinder« havde sendt mig en vakker Krands af Landets egne
Blommer, saa havde jeg dog taget en liflig Kiærminde-
Krands hjem med mig, som i Danmarks for alle Blomster
moderlige Jordbund umuelig kan visne.
At det nu imidlertid ingenlunde blot var mig, men igrunden
den dansk-gothiske og gothisk-danske Ungdom med de nye
Bannere, som Kiærminde-Krandsen blev bundet til og maatte
baade hjemføres og frisk bevares af, det skulde og vilde jeg vist
nok meget tydeligere og meget smukkere end det skedte, have
udtrykt i mit sidste Ord, hvis Egenkiærligheden ikke havde
spillet mig det Puds at henlede Tanken nærmest paa mig selv,
vel som deniUngdommens Følge lykkelige Graahaars-Skjald,
men dog paa N. F. S. Grundtvig, som han gik og stod i denne
Verden, men det maa jeg, som en menneskelig og skjaldelig
Skrøbelighed, bede Ungdommen om Tilgivelse for, og ved Skils
missen fra Gothe-Granderne herudenfor fik jeg lykkeligviis end
nu Leilighed til at sige hvad sandt var, at jeg dog ingenlunde
over min egen Kiæledægge havde glemt Togets Kierne og store,
herlige Betydning. Da nemlig en af Gothe-Granderne sprang op
paa »Hy tten« og i sit veltalende Farvel ogsaa paa det venlig
ste og ærefuldeste nævnede mig, jeg troer endogsaa som paa en
Grundtvigs udv. Skrifter IX 309 20
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
