Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den kristelige Børnelærdom
547
bekjende paa hans Apostlers og hele Menighedens Vidnesbyrd.
Hertil har jeg med Flid indskrænket mig, især siden Pennefej
den fik sin ny Skikkelse, thi saa længe den førtes mod dem,
der, som Prof. Clausen, i aabenbar Strid med vor kristne Tro,
eller i klar Selv-Modsigelse, paastod, baade at Skriften var den
eneste Trosregel, og at den, efter sin hele Beskaffenhed slet
ikke duede til Tros-Regel, saa længe kunde man frit tåge til
Gjenmæle, uden at faa mindste Skin af, enten at forsvare Troen
med den hellige Skrift, eller at ville give Troen en nødvendig
Understøttelse med sit Forsvarsskrift; men siden man, med Dr.
Rudelbach, bringer Bibelen og dens Anseelse i Marken ganske
i kalvinistisk Stil, som om Bibelens Duelighed til at være Tros-
Grund og Tros-Regel, dens Omfang, Ægthed, bogstavelige Ind
blæsning, aandelige Liv, Sikkerhed, Tydelighed og Klarhed for
alle, var aldeles uomtvistelige, og var lige saa vel den lutherske
som den kalvinske urokkelige Grundsætning, se, da skiftede
Strømmen, saa der midt i vort verdens-kirkelige Virvar blev
stor Fare for at løbe paa Grund.
Det var nemlig let at forudse, at alle de Bisper, Præster og
Skoleholdere, som vilde aandelig beherske Troen og Menig
heden, enten paa Grund af en egen Indvielse og Salvelse, eller
paa Grund af en stemplet Skriftklogskab , de vilde stræbe at
oprejse Statskirken fra det syttende Aarhundrede paa ny, og,
skjønt de, for Religjonsfrihedens Skyld, ej kunde gjøre den til
det gamle Fangetaarn, vilde de dog gjøre den til det aandelige
Trællehus og Tugthus, som den fordum var, men som den i
det sidste Aarhundrede, mere og mere havde ophørt at være.
Havde vi nu, som oplyste kristne, staaet i en Frimenighed
uden for den danske Folkekirke, der nu atter, om mulig, skul
de gjøres om til en Statskirke, da vilde vore skriftkloge følt,
at enten maatte de herved være ligegyldige Tilskuere, eller dog
kun stræbe at oplyse den danske Læseverden om, at dette kun
var et nyt Skud af det lige saa ufolkelige og umenneskelige,
som ukristelige Hierarkis Rod, saa Folket, om det vilde behol
de sin Frihed og gaa frem i aandelig Oplysning, maatte jo før
jo hellere nedlægge Statskirken; men da vi nu ikke blot stod
midt i Folkekirken, men følte ogsaa Kald til at blive deri med
Menigheden saa længe som mulig, og det dog bestandig tyde
ligere blev Modstandernes Agt, enten at binde os alle til det
saa kaldte Skrift-Princip med Lænker, som selv vore dan
ske Præste-Fædre aldrig bar, eller dog at begrave Friheden med
os, som nu høre til de ældste, saa kunde vi ikke være ørkesløse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
