Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
15 INDLEDNING
naar Navnenes Kjøn er Hankjøn eller Intetkjøn, og de have ubestemt
Form. Ved de stærkt bøiede Ord er Endelsen nu kun paa faa Steder
i (mest konsekvent brugt i Sætersdalen); almindelig lyder den nu e
(.Aakre, Aase, Dale, Eide, Hamre, Hauge, Hole, Holte, Hove,
Kvamme, Lunde, Nese, Sande, Sunde osv.). I svagt bøiede
Han-kjønsord er Endelsen som i Oldsproget a (BahJca, Haga osv.). I de
Egne, hvor gamle Flertalsnavne paa -ar eller -ir nu i Udtalen have
Endelsen e, er det ofte umuligt at adskille saadanne Navne fra stærkt
bøiede Dativnavne i Ental, naar ingen Oplysning haves om Navnets
Form i gammel Tid ; da kan f. Ex. et Navn, som nu lyder Aase, lige
godt være gammelt Asi (Dat. Ent.) og A s ar (Nom. Flt. i ubestemt
Form).
Af Hunkjønsnavne findes Dativ, naar Navnet har ubestemt Form,
kun rent undtagelsesvis nu som Hovedform. Lidt hyppigere er denne
Brug ved Hunkjønsnavne i bestemt Form, skjønt ogsaa i dette
Tilfælde sjelden. I Regelen kan den kun paavises ved svagt bøiede
Hunkjønsord, som Holene eller Holon (opr. Holunni, af Hola),
Tukun (Takunni, af Taka), Flugon (Flugunni, af Fluga), Cruton
(G 9 tun ni, af Gata). Ved stærkt bøiede Ord kan den ogsaa, af og
til synes at forekomme, som naar man hører det gamle Kleif udtalt
klei’ven, ikke ~klei’va\ det bliver dog da meget tvivlsomt, om ikke
Udtalen med -en er indkommet fra Skriftformen eller Udtaleopgaven
er urigtig, lempet efter denne Form. Et sikkert Exempel af denne
Art — rigtignok et noget særeget — er det ofte paa Østlandet
forekommende Gaardnavn Toen, der svarer til den gamle bestemte
Dativform Tónni af Tó.
I bestemte Navne af Hankjøn og Intetkjøn er Dativ som
Hovedform langtfra saa almindelig som i de ubestemte, men findes dog ikke
saa sjelden paa Østlandet og i det Nordenfjeldske.
I Flertal ere Dativnavne meget almindelige i Hardanger, Voss og
Nordhordland. Enkelte Exempler findes i den nordvestlige Del af
Ryfylke og den tilstødende Del af Søndhordland, samt i Indre Sogn,
mest i Aurland og i Hafslo. Paa Østlandet forekomme dette Slags
Former ret ofte i Valdres, Hallingdal, Numedal, Øvre Telemarken og
Sætersdalen; i de to førstnævnte Landskaber træffer man dem dog
mest i Navne, der bære Præg af senere Oprindelse. I andre
østlandske Egne findes saadan Form kun ganske undtagelsesvis ved
Navne, der vides eller kunne formodes at være gamle; i nyere Navne
er den derimod ikke sjelden i Oplandsbygderne (Sveum, Myrum,
Bergum, Tøftum, Husum osv., i Tilfælde, hvor der efter
Omstændighederne ikke kan være Tale om Sammensætning med heimr). I
mange Dele af Landet, som paa Vestlandet og i det ovennævnte Strøg
fra Valdres til Telemarken, er Dativendelsen i saadanne Flertalsnavne
nu o eller å. Der skrives da hyppigst e, og man maa kjende
Udtalen f’or at kunne skille disse Navne ud fra de, der i Virkeligheden
ere Dat. Ent. eller Nom. Flt. i ubestemt Form; ogsaa i de sidste
Tilfælde pleier nemlig Skriftformens Endelse gjerne at være den samme.
En Særstilling indtage endel Flertals-Dativnavne, som have
En-stavelses-Stammer, endende paa en af Vokalerne á eller ó, og hvori
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
