Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
86
INDLEDNING
Som 2det Led findes vin overordentlig hyppigt. I denne Stilling havde
det i den største Del af Landet allerede i den senere Middelalders Skriftform
for det meste tabt v-Lyden, saa at 2det Led lød i n, -y n. Paa Vestlandet
holdt den oprindelige Form sig bedre, og v høres der endnu i Udtalen i de
fleste Tilfælde, hvor en af Lydene g, k, l, r eller d gaar i Forveien (det sidste
Tilfælde oftest, hvor der er nd, som i Sandvin, Sundvin, men ogsaa
undtagelsesvis ved enkelt d, som i (Eyðvin, opr. Eið-vin, i Ulvik).
Undertiden er v i lignende Lydstilling bevaret ogsaa i den vestre Del af Østlandet
og nordenfjelds. I Flertalsformen -injar, -ynjar findes disse
Sammensætninger ofte i Indherred og nogle Gange i N. Bergenhus Amt.
Med Hensyn til disse Navnes Form er videre at mærke, at man fra 13de
Aarh. af jevnlig finder -ini i alle Bøiningsformer, enkelte Gange ogsaa -ini s
som Genitivform (se f. Ex. Bd. I S. 100. 222). At dette er en Form af sen
Oprindelse, følger med Nødvendighed allerede deraf, at vin er Hunkjønsord
og har bevaret dette Kjøn til Nutiden som usms. Navn. Den findes tidligst,
i Dativ, i nogle trondhjemske Diplomer fra sidste Halvdel af 13de Aarh. (DN.
II 10, 1255. I 49, c. 1265. II 36, 1297; ogsaa i en Indskrift fra 1270—1280 i
Trondhjems Domkirke, se Undsets Afhandling om Indskrifterne i denne Kirke
i Ch.nia Videnskabsselskabs Forh. 1888 S. 48). I et Par vestlandske Diplomer
træffes den ved 1300 (DN. II 35, 1297. DN. XIII 3, c. 1300); paa Østlandet
kan den først paa vises fra 1310 af. I Kongesagaerne, hvis Vidnesbyrd
forøvrigt i et saadant Spørgsmaal har mindre Vægt, findes Dativen -ini i Sverres
Saga (Fornm. s. VIII 35. 164) og ganske enkelte Gange ellers, medens de
ellers overalt, hvor Navne af denne Klasse forekomme, have -in i Dativ. I
de andre Bøiningsformer kan -ini først paavises længere ud i 14de Aarh.
-i n vedbliver derhos at bruges ved Siden af -i n i, ialfald saa langt ned som
til 1320 overveiende, tildels om de samme Gaarde og endog i samme Kilde,
og den gamle Genitivform -injar, -inar til c. 1400 ved Siden af den afslidte
Form -ina, -ini og -inis. Da der nu desuden vel maa siges at være ringe
Sandsynlighed for, at man saa sent som i 2den Halvdel af 13de Aarh. skulde
have danuet en afledet Intetkjønsform paa -ini af disse gamle Navne, maa
det være berettiget at antage, at disse senere Former sproglig alene kunne
betragtes som vilde Skud, der skylde de gamle Bøiningsformers Forfald sin
Oprindelse, og lige saa berettiget at betvivle, at -ini har været hørt i Tale i
13de og 14de Aarh. udenfor Dativformen. I denne er den ganske naturlig
indkommet i denne Tid, ligesom man samtidigt i denne det gamle Sprogs
Opløsningstid tildelte mange andre Hunkjønsord Dativformer paa -i, som ikke
opr. tilkom dem. Fra Dativen er saa i-Formen i Skrift gaaet over i de andre
Bøiningsformer i disse ældgamle Navne, om hvis Oprindelse og Betydning
dengang al Bevidsthed var tabt. I ethvert Tilfælde kan det ikke være rigtigt
at opstille Formerne paa -ini som Normalformer for de med vin sms. Navne,
som man tildels har gjort.
Hvor lste Led ender med en Vokal, ere de med vin sms. Navne allerede
tidlig sammentrukne, saaledes at af sidste Led kun n er blevet tilbage, som
slutter sig umiddelbart til lste Leds Vokal (Bryn af brú, Reen af ró, Æn
og Œ n af á, ó, Mcen af mór, Læn af lo osv.).
lste Led har dels Stamrneformen, dels Genitivform, den sidste sjeldnere
og mest paa Østlandet. Har dette Led en Vokal, der er modtagelig for
Om-lyd, finder man dels uomlydte Former, dels Former med v-Omlyd, dels med
i-Omlyd (de sidste forholdsvis mindre hyppigt). Saaledes finder man S an dvin
eller Sandin, Sqndin og Sendin; Granin, Gronin og Grenin;
Dalvin og Dolin; Bleikin og Bløykin; Austrin og Øystrin.
De fra vin stammende Navné ere sikkert de ældste af de med mere
udbredte Sammensætningsled dannede. Der findes intet Spor til dem hverken
paa Island eller i de norske Kolonier fra Vikingetiden, og Ordet selv var
omtrent uddød i det historisk bekjendte Oldnorsk. Nærmest i gjennemsnitlig
Alder maa de med heimr sms. Navné komme. Til disse findes der dog,
som ovenfor omtalt, Spor paa Island, og som Fællesord har Ordet holdt sig
til Nutiden ; de gaa derfor rimeligvis noget længere ned i Tiden end de paa
-vin. Det kan vistnok med saa stor Sikkerhed, som man for Tiden kan naa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
