Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XI.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
al den Kvalm derinde, og saa af deres meget
tunge Hjærter.
Der sad han nu, Niels, som var rejst
tredsindstyve Mil for at hjælpe, sad og maatte
skamme sig for den koldere Del af hans
Natur. For hvad kunde han gjøre, naar det kom
til Stykket? Skulde han give sig til at tale
malerisk til Erik, mange Ord med Purpur og
Ultramarin, dryppende af Lys og vadende i
Skygge! der havde været en Drøm om saadan
Noget i hans Hjærne, den Gang han rejste.
Hvor det var latterligt! Hjælpe! — Man kunde
maaske jage Gudinden med de lukkede
Hænder bort fra en Kunstners Dør, men det er
virkelig ogsaa det Allermeste; man kan ikke
mere hjælpe ham til at skabe, end man, hvis
han var lam, kunde hjælpe ham til selv at
løfte hans Lillefinger. Ikke om man saa var
aldrig saa fuld af Hjærte og Medfølelse og
Beredvillighed til Offre, og alt Andet hvad genereust
er. — Passe sig selv, det var det man skulde,
det var sundt og det. var nyttigt, men det var
jo ganske vist lettere at være Hjærtemenneske
ud i Luften, helt op til de højeste Himle. Der
var blot det, at det var saa grændseløst
upraktisk og saa bedrøvelig resultatløst. — Passe
sig selv, og gjøre det godt, det blev man ikke
salig paa, men man behøvede ikke at slaa sine
Øjne ned for Nogen saa, hverken for Gud eller
Mennesker.
Niels fik rig Lejlighed til at anstille
mismodige Betragtninger over det gode Hjærtes
Afmagt, thi al den Nytte han gjorde, var at
holde Erik mere hjemme end sædvanligt en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
