28 Antikva —Antikvarboghandel som Forbillede. Betegnelsen Antikva benyttes kun i Tyskland og de skandinaviske Lande. I Frankrig kaldes denne Skriftkarakter for »Romain«, i England henholdsvis for »Old Style Roman« og »New Style Roman«. Udtrykkene »Romansk Skrift« og »Latinsk Skrifte dækker ligeledes denne Skriftgruppe. Antikvaskriften kom ind i Bogtrykket ca. 20 Aar efter, at Gutenbergs Opfindelse var blevet gjort praktisk anvendelig. En nogenlunde ren, fra de gotiske Skrifter frigjort Antikvatype blev første Gang anvendt af Rusch i Strassbourg ca. 1464. Den blev yderligere udviklet i Italien af de tyske Bogtrykkere Schweynheym og Pannartz, som har benyttet en semigotisk Type, der kommer Antikvaskriften temmelig nær. Aldus Manutius videreudviklede Antikvaskriften, men det blev dog en Franskmand, Nicolaus Jenson, som arbejdede i Venedig, der skabte det gældende Forbillede for de regulære romanske Trykskriftformer (ca. 1470). Franskmanden Claude Garamond skar og støbte ca. 1540 en Antikva, hvortil der for første Gang var en tilhørende Kursiv. I denne Skrift fandt Renæssancens Kultur og Formdannelser deres klassiske Udtryk, og den betegner Udviklingens Højdepunkt. Garamonds Type blev den førende i Mellem- og Vesteuropa fra det I6. til ind i det 18. Aarhundrede. Antikvaskriften har i sin snævreste Betydning to Hovedformer: 1. Mediaevalformen og 2. Empireformen. Som yderligere Variationer over Antikvaen findes de mere merkantilt prægede Grotesk- og Egyptienne-Arter. H.T. Antikvarboghandel, Køb og Salg af Bøger, der før har været Genstand for Omsætning. Aldste Form for Boghandel. Fra at skrive i Sten og Ler gik man i Antiken over til at skrive paa Planteblade, hvorved Skrivekunsten demokratiseredes, og privat afskrevne Tekster blev almindeligere. Disse blev Genstand for systematisk Handel hos Antikvarer. De mest efterspurgte Tekster lod Antikvaren afskrive med Salg for Øje, og heraf opstod Forlags- og Sortimentsboghandelen. I bevaret Litteratur omtales en Boghandler tidligst mellem 432 og 425 f.Kr., Salg af Antikvaria omtales først direkte et Par Aarhundreder senere. Virksomheden blev udøvet af de samme, der solgte nye Bøger. Omkring vor Tidsregnings Begyndelse omtales, at gamle Bøger betales højt, og Plinius d. æ. beretter med Stolthed, at han har set berømte Forfatteres 200-aarige Haandskrifter, medens han ikke finder sin Samtids kendte Mænds Manuskripter saa usædvanlige. Og dog blev selv endnu levende Forfatteres Originalhaandskrifter højt betalt. Plinius solgte saaledes sine omkring 160 ikke mangfoldiggjorte »Commentarii electorum« for 400,000 Sestertier, og Pompilius Andronicus fik 16,000 Sestertier, da han af Nød skilte sig af med sit Krønikehaandskrift. Bibliofiludgaver paa bedre Materiale og i bedre Skrift kendtes ogsaa, gamle Eksémplarer i saadanne Udgaver betaltes meget højt. Omsætningen af kostbare Bøger laa i Antikvarens Haand, hvorom bl. a. Lukian fortæller. Men selv om det naturligt oftest vil være Salget af kostbare eller bemærkelsesværdige Bøger, der omtales i Litteraturen, ved vi fra en enkelt Bemærkning hos Gellius, at ogsaa ordinære Bøger var at købe antikvarisk. Fremstaaende Borgeres efterladte store Biblioteker viser, at Boghandlere og Antikvarer maa have haft gode Arbejdsmuligheder i vor Tidsregnings første Aarhundreder; ogsaa Bogauktioner florerede. Romerrigets Forfald og Kristendommens tiltagende Magtstilling betød Fornægtelse af Antikens Litteratur. Lærdommen trak sig tilbage til Klostrene og koncentrerede sig væsentlig om de med Religionen forbundne Spørgsmaal. Bøgernes Mangfoldiggørelse og Udbredelse blev i Almindelighed forestaaet af Munke, i Hovedsagen til Brug for andre Klosterbrødre. Det gav ikke nogen god Baggrund for et organiseret Bogsalg, og Efterretningerne om Antikvarboghandel i de følgende Aarhundreder er sparsomme, om end de findes. Samtidig med Fremkomsten af det billige Bogfremstillingsmateriale Papir opstaar i den senere Middelalders Universitetsbyer igen et organiseret Bogsalg. Den første kendte Regel eller Lov for antikvarisk Virksomhed stammer fra Bologna 1259. Det bestemmes heri, at Handlende (Stationarii), der udlejede Lærebøger til Studerende til Afskrivning, maatte tage Bøger i Kommission til Salg mod Salær. Lignende Bestemmelser kendes fra Paris 1295 og senere i en Række Universitetsbyer. Fra det 14. Aarhundrede valgtes i Paris 4 Stationarii, der skulde have Opsyn med deres Kolleger i Byen og tillige være autoriserede Taksatorer af gamle Haandskrifter. Antikvarreglementerne fandt fra det 13. til langt ind i det 16. Aarhundrede