96 Biblioteksvæsen og af den med Skolastikens Fremtrængen følgende Betoning af Dialektik og Dogmatik som de førende Fag. De enkelte Kollegiers Biblioteker indenfor et Universitet var af meget forskelligt Omfang, og Forøgelsen af dem var væsentlig afhængig af Gaver; det gælder derfor om dem som om de fleste andre Middelalderbiblioteker, at de ikke naaede noget stort Bindtal, og et Bibliotek af samme Dimensioner som det Aleksandrinske kendes ikke fra Middelalderen. Ingen af Bibliotekerne fra denne Periode kan kaldes offentlige; selv om Udlaan i visse Tilfælde fandt Sted, var de dog i det hele ikke alene Præsensbiblioteker, men Benyttelsen i det væsentlige begrænset til den enkelte Institutions egen Kreds. Om en Trang til offentlige Biblioteker kan der ogsaa først tales henimod Middelalderens Slutning, da Læseevne og Læselyst begyndte at brede sig i borgerlige Kredse. Som det ældste offentlige Bibliotek regnes gerne det i Firenze 1444 grundlagte Mediceiske Bibliotek, og som Tankens Fader i denne Periode, Renæssancetiden, maa nævnes Petrarca; man kan med nogen Ret betragte Offentlighed som et karakteristisk Træk for Renæssancebibliotekerne i Sammenligning med de foregaaende Aarhundreders. Ejendommelig for Renæssancen er ogsaa dens Forkærlighed for de antike Forfattere, som derfor nu fik en langt mere fremskudt Plads i Bogbestanden, end de havde i Klostrene. Som foran nævnt har saavel Byzans som den kristne Kirke en Del af Æren for den antike Litteraturs Bevaring, men en anden Del tilkommer den arabisk-spanske Kultur, hvis Hovedindsats er en storstilet Oversættelse af græsk Litteratur til Arabisk, en Virksomhed, som i anden Halvdel af det 10. Aarhundrede fik et Centrum i Kalifens Bibliotek i Cordova, senere et lignende i forskellige Biblioteker i Toledo og Granada. Og som tredje Led i Kredsen af den klassiske Oldtidslitteraturs Dyrkere satte nu Renæssancen ind, paa et Tidspunkt da den mauriske Kulturepoke forlængst var forbi, og da Romerkirkens Biblioteker under Munkelivets Degeneration mange Steder var kommet i Forfald. I de Lande, hvor den lutherske Reformation sejrede, gav Foragten for den »papistiske« Litteratur sig Udslag i Ødelæggelse af mange Kloster- og Kirkebiblioteker, og selv i de katolske Lande fik disse Biblioteker i den nyere Tid ingenlunde den Betydning, de havde haft i deres middelalderlige Glans- periode. Det var to andre Bibliotekstyper, som ved det 15. Aarhundredes Begyndelse og især efter Bogtrykkerkunstens Opfindelse og Papirets Udbredelse over Europa indledte en Udvikling, der — i skiftende Tempo til forskellige Tider og Steder — er fortsat indtil vore Dage: Fyrstebibliotekerne og Universitetsbibliotekerne. Fyrstebiblioteker har man, som foran nævnt, mange Eksempler paa fra Oldtiden, og allerede i den tidlige Middelalder træffes de i fuld Blomstring, dels (som omtalt) hos de arabiske Herskere i Spanien, dels ved Karl den Stores Hof i Aachen, som i det 8. Aarhundrede blev Sæde for en Række kulturelle Centraliseringsbestræbelser, der dog kun paa Skriftens Omraade fik blivende Virkninger. Det ældste og mest berømte blandt de Fyrstebiblioteker, der kan føre deres Historie op til Nutiden, er det i det 13. Aarhundrede grundlagte, senere opløste, men under Ludvig XI genoprettede kgl. Bibliotek i Paris, der fik sin Storhedstid under Ludvig XIV og XV, og hvis Historie iøvrigt er typisk for Europas mange andre fyrstelige Biblioteker, Hofbibliotekerne i München og Wien, de kgl. Biblioteker i Berlin, København, Stockholm o.m.a. Fælles for alle disse Institutioner er deres Afhængighed af de skiftende Herskeres Interesse, men ogsaa deres Karakter af Seværdigheder, der skulde vidne om Fyrstens Magt og kaste Glans over hans Hof; derfor var de ofte oprindelig kombinerede med Kunstkamre eller andre Museer, og derfor er det blandt dem, man finder de mest storslaaede Eksempler paa Baroktidens Bogsale. Fælles for de fleste af dem er ligeledes, at de endnu langt ind i det 18. Aarhundrede kun var tilgængelige for Hoffet og en eksklusiv Kreds af Lærde; de enkelte offentlige Biblioteker, som fandtes i det 17. og 18. Aarhundrede, var store Privatsamlinger, som af deres Ejere aabnedes for alle kundskabssøgende, saaledes som f. Eks. Mazarin gjorde 1691 med sin anselige Samling i Paris, det nuværende Bibliothèque Mazarine. Først ved Forfatningsændringer som de, den franske Revolution og andre Omvæltninger medførte, overgik Fyrstebibliotekerne til Statsejendom, de blev Nationalbiblioteker og dermed offentlige i moderne Forstand. Den anden Kategori af Biblioteker, som behersker den nyere Tids Bibliotekshistorie, er Universitetsbibliotekerne. Mange af disse beholdt dog længe deres middelalderlige