Boghandel 137 har ogsaa eksisteret i Aleksandria under Ptolemæerne (305—44 f£.Kr.). Det er dog først fra Rom, at sammenhængende Oplysninger om Boghandel haves. Berømte som Boghandlere og Forlæggere var Atticus (109—32 f£. Kr), Ven med Cicero og dennes Forlægger og opfattet som den første Forlægger overhovedet, Brødrene Sosius, der levede under Augustus og bl.a. udgav Horats, samt Tryfon, der et halvt Aarhundrede senere var Forlægger for bl. a. Quintilian og Martial. Disse tidlige Forlæggere satte Mangfoldiggørelsen af Haandskrifter i System og betjente sig herved af Slaver, der i større Antal paa een Gang skrev efter fælles Diktat. En baade omfattende og prisbillig Produktion blev herved mulig, og det menes, at Oplag paa indtil 1000 Eksemplarer er forekommet. Haandskrifterne deltes i mere eller mindre kostbart udstyrede »Originaludgaver« og billigere »Optryk«, i hvilke sidste Forkortelser anvendtes i stor Stil for at spare Tid og Plads. For at undgaa Fejl og Misforstaaelser benyttede de bedre Forlæggere sig af Korrektører, men alligevel maatte der blive væsentlig Forskel paa Afskrifternes videnskabelige og kommercielle Værdi. Denne paavirkedes ogsaa stærkt af Samlermanien. Forfatterhonorar og litterær Ejendomsret lader sig ikke paavise. Salget af Haandskrifterne foregik fra Forlæggernes egne Boglader, der i Rom var beliggende omkring Forum. Foran disse var der opstillet Kasser med Bogruller, og paa Dørstolperne var der opslaaet Lister over de nyeste Udgivelser. Inde i Bogladerne, der tjente som Samlingssteder for litterært interesserede, laa Rullerne paa Hylder; i et Baglokale var som Regel Officinet indrettet, hvor Skriverne og Bogbinderne udførte deres Arbejde. Reklamen dyrkedes som i Athen gennem Udraabere og Oplæsere, og Publikum kunde leje Haandskrifter sammen med en Slave til at læse op af dem. Talrige Provinsboglader, navnlig i Aleksandria og Lyon, tog virksomt Del i Bogspredningen, der alt i alt var af betydeligt Omfang. Efter Romerrigets Fald fulgte en aarhundredlang Periode, da egentlig Boghandel ikke forekom. Boglig Virksomhed dyrkedes kun i Klostre og ved enkelte Fyrstehoffer, og til de faa Tilfælde af Ejerskifter, hovedsagelig ved Byttehandel, krævedes ingen erhvervsmæssig Bistand. Det dyre Pergament afløste Papyrus, og Kodeksformen sejrede over Rullen (5.—6. Aarhundrede), samtidig med at der ofredes den største Omhu paa Haandskrif- ternes Udstyr. Paa disses Kostbarhed haves der flere Eksempler. Boghandelens Opblomstring i de sidste Aarhundreder før Bogtrykkerkunstens Opfindelse var knyttet til den Oprettelse af Universiteter, der tog sin Begyndelse i det 12. Aarhundrede, og til den samtidig begyndende Papirfabrikation i Europa. Boghandlerne var Tjenestemænd under eller kontrolleredes af Universiteterne, og de var pligtige at føre Lager af korrekte Udgaver af Lærebøgerne. Der var bestemte Takster for Udlaan af Grundbøgerne til Afskrivning og for Salget. Vedtægter af denne Art kendes fra 1259, 1275 og senere. Forbud mod, at Studenterne medtog Bøger ved deres Bortrejse, var 1334 i Kraft i Bologna. Senere opstod en fri Handel med Haandskrifter, til at begynde med i Norditaliens store Byer, efterhaanden i andre Lande. En vigtig Impuls var den af Tyrkernes Fremtrængen foraarsagede Overførelse af klassiske Haandskrifter fra Grækenland til Italien. Da Bogtrykkerkunsten opfandtes omkring Midten af det 15. Aarhundrede, medførte den en Omlægning og Udvidelse af Boghandelen, bl. a. markeret ved Stridigheder mellem Sælgerne af Haandskrifter og de nymodens Boghandlere. De vigtigste Bogcentrer laa i Tyskland og snart ogsaa i Norditalien, navnlig i Venedig, og i den første Tid var Bogtrykkerne selv Boghandlere. Snart opstod imidlertid en Mellemhandlerstand, + Bogførerne, der rejste fra By til By. Det blev Skik, at de store Bogtrykkere holdt Lager i de førende Handelsbyer, og efterhaanden opstod i Frankfurt a. M. (ca. 1470) og noget senere i Leipzig de store → Boghandlermesser. Salget foregik dels kontant, dels som Byttehandel Ark mod Ark i samme Format; den sidste Handelsform var naturlig mellem Bogtrykkere eller Forlæggere indbyrdes, saa længe Forfatterhonorar var ukendt og Litteraturen som Følge af Latinens dominerende Stilling i det store og hele international. I Vilkaarene for Byttehandelen gjorde der sig senere en Ændring gældende, idet de nederlandske Forlag, hvis Udgivelser kvalitativt var de fleste andre Landes overlegne, krævede 3—5 Ark af tysk Oprindelse mod et af nederlandsk. I det 16. Aarhundrede begyndte Boghandelen som Følge af Nationalsprogenes Fremtrængen i Litteraturen at antage national Karakter, idet dog visse Lande, ikke mindst Nederlandene, hvor Boghandelen i Kraft af den herskende Trykkefrihed havde gode Kaar,