Censur 215 ste europæiske Lande, og Censurbestemmelserne erstattedes ofte af en Presselovgivning, som dog i det 20. Aarhundrede i de autoritære Stater atter forvandledes til en ensrettende Censur. J. So en ke: Studien über zeitgenössische Zensursysteme, 1941. È. $. Danmark. Her udøvedes Censuren oprindelig af de kirkelige Myndigheder, efter Kirkeordinansen 1539 af Universitetet og Biskopperne. Ved Kongebrev af 1. Januar 1562 blev det forbudt at indføre danske Bøger, trykt i Udlandet, med Henvisning til, at de ikke var »gennemlæst af nogen lærd dansk Mand«, og 1576 gentoges Forbudet med Krav til Lensmænd og Biskopper om at paase, at det overholdtes af Boghandlerne. Efter Enevældens Indførelse skærpedes Censuren med Henblik paa at værne om Regeringens Myndighed og Kongemagtens Majestæt. Udøvelsen var dog oftest meget tilfældig. Hele den ældre Censurlovgivning ophævedes af Struensee ved Reskript af 14. September 1770, der indførte fuld Trykkefrihed med det Resultat, at en Syndflod af groft injurierende Pamfleter, ikke mindst rettede mod Struensee selv, væltede ud over Landet. Allerede ved Reskript af 7. Oktober 1771 maatte Trykkefriheden atter begrænses, og enhver Forfatter gjordes ansvarlig for sit Skrift eller evt. Bogtrykkeren, hvis han ikke kunde angive Forfatteren. I de følgende Aar strammedes Censuren stadig, og med Forordning af 27. September 1799, der »nærmere forklarer og bestemmer Trykkefrihedens Grænser«, skabtes Grundlaget for den Retstilstand vedrørende Pressens Brug, som var gældende indtil Forfatningsændringen i 1849. Censuren udøvedes i denne Periode af Politimestrene, i København af Politiretten, og den voksende liberale Bevægelse medførte i Periodens senere Aar et stadigt stigende Antal Pressesager, indtil Censurbestemmelserne ophævedes ved foreløbig Forordning af 24. Marts 1848 og derefter erstattedes af en »Lov om Pressens Brug« af 3. Januar 1851. Ophævelsen af Censur gjaldt dog kun Tryksager, medens man stadig beholdt en Teatercensur og senere indførte Filmcensur. Under den tyske Besættelse af Danmark 1940—45 indførtes Censur af en særlig Art, idet den ikke blot var præventiv, men ogsaa aktivt opererede med tvungne Indlæg i Dagspressen. Bortset fra forskellige Terrorhandlinger blev. denne Censur dog ikke udøvet direkte, men forordnedes gennem Udenrigsministeriets Pressebureau. P. Stolpe: Dagspressen i Danmark, I—IV, 1878— 82; O. H. Krabbe: Dansk Presseret, 1939; H. J ørgensen: Trykkefrihedsspørgsmaalet i Danmark 1799— 1848, 1944. E.S. Finland. Efter Finlands införlivande med Ryssland underställdes censurärendena Kanslikommissionen. Redan 1810 överfördes dock kontrollen av bokimporten — till en början censurens viktigaste område — till prokuratorn, som 1823 även fick granskningen av den inhemska tidningspressen på sin lott. Den religiösa litteraturen granskades av domkapitlen. 1829 skärptes censurbestämmelsen betydligt; sagda år infördes preventiv censur för bok- och tidningstryckning, -import och -försäljning. Under den följande tiden åtstramades censuren ytterligare; 1850 förbjöds all finskspråkig litteratur utom den religiösa och ekonomiska. Vid den liberale kejsaren Alexander II:s trontillträde indträdde en avspänning; det sistnämnda förbudet upphävdes 1860, och en tryckfrihetslag stadfästes 1865, som dock hann vara i kraft blott två år. 1867 utgavs nämligen en ny förordning, som åter införde preventiv censur. Vid seklets slut blev censuren allt strängare, och den värsta tiden var 1899— 1904, då ett flertal tidningar indrogos. När den politiska situationen 1905 förändrade sig, upphävdes förhandsgranskningen. Censurämbetet blev dock kvar, och vid första världskrigets utbrott infördes fullständig censur. Är 1919 stadfästes den nuvarande tryckfrihetslagen. Censurmyndigheternas arkiv förvaras i Statsarkivet och omfattar ung. 36 hyllmeter. Lagberedningens förslag til tryckfrihetslag, jemte motiv, 1906; G. Suolahti: Censurförhållandena i Finland på 1850-talet (Historisk tidskrift för Finland, 1922). K.-E. H. Norge. Opprinnelig hadde Norge de samme censurbestemmelser som Danmark; reglene ble kodifisert i Christian V.s norske lov av 1687. Loven påla universitetet i København å utføre censureringen, men biskoppene skulle først gjennemgå »teologiske materier«, som noen ønsket å trykke. Av praktiske grunner ble det ved kgl. reskript av 14/10 1740 for Trondhjems, av 3/3 1747 for Kristianias og av 31/1 1766 for Bergens stifter bestemt at bispene helt skulle overta censuren. En forordning av 27/9 1799 opphevet censuren, men skjerpet straffene for forseelser mot samfunnsordenen gjennem trykt skrift. Med hjemmel i forordningen ble Hans Hauges skrifter beslaglagt i 1805, og på samme måte hindret man at magister Erik Kidrons skrift om Norges selvstendighet ble trykt i 1807. § 100 i grunnloven av 1814 tillot »frimodige ytringer om statsstyrelsen«, men tok uttrykkelig reservasjon mot at