Fyens Stifts Læseforening — Fægtebøger 349 Dr. theol. C.A.H. Kalkar som den drivende Kraft. Foreningen havde i Begyndelsen i endnu højere Grad end nu Karakter af litterær Klub, og Biblioteket var af ret beskedent Omfang. I 1884, da man efter i en Aarrække at have haft til Huse i den saakaldte »Magasingaard«, flyttede ind i en imponerende Nybygning beliggende i Foreningens eget store Haveanlæg, var Bogbestanden imidlertid vokset til over 20,000 Bind, og omkring Aarhundredskiftet havde man et aarligt Udlaan paa o. 300,000 Bind. Efter første Verdenskrig foretoges en Omordning og Nykatalogisering af Biblioteket, der nu ledes efter fuldt ud tidssvarende Principper; det tæller nu ca. 65,000 Bind. Fyens Stifts Læseforening, der gennem Aarene har haft stor Betydning for det kulturelle Liv i Odense, er en af de faa endnu eksisterende Læseforeninger fra ældre Tid. Fra visse Sider har man i de senere Aar stillet Forslag om at ophæve Foreningen og lade dens Aktiver overgaa til Kommunen, men et Flertal af Medlemmerne har modsat sig en saadan Ordning. (W. Norwin:) Fyens Stifts Læseforening 1838— 1908, 1908; M. N. Hansen: Fyens Stifts Læseforening. Et Hundrede Aar, 1938. P. B. Fyens Stiftstidende, Odense. Startet 1772 af Chr. Gormsen Biering, hvis Enke 1779 solgte Blad og Trykkeri til Apoteker Peter v. Westen, som dog afhændede det allerede 1783. Fra 1797 overtages Virksomheden af Søren» Hempel, der arbejdede Bladet stærkt i Vejret, indtil 1827 i voldsom Kappestrid med Chr.→ Iversens fyenske Avis. Sønnen, Morten Chr. H., overlod Redaktionen til skiftende Redaktører, bl. a. Carl Bagger, som siden 1838 havde været knyttet til Bladet, og 1862 overgik det til Svigersønnen J. C. → Dreyer, hvis Søn M. C. H. Dreyer blev ansvarshavende Redaktør i 1892. Bladet, der er det førende konservative Organ paa Fyen, har siden været i Familien Dreyers Eje. J. Lauritsen: Tilbageblik paa Fyens Stiftstidendes første Aarhundrede, 1872; H. S. Holbeck: Fyens Stiftstidende gennem halvandet Aarhundrede, 1922. E.S. Fyrstebiblioteker. Se Biblioteks væsen. Füssli. Se Orell Füssli. Fædrelandet, københavnsk Dagblad. Oprettet 1834. Det var Organ for den liberale Bevægelse og samlede indtil 1848 Oppositionens bedste Penne, hvorfor det forfulgtes af Regeringen. 1841 traadte Carl Ploug ind i Redaktionen og blev senere den bærende Kraft. Bladet, der i Begyndelsen væsentlig behandlede indrepolitiske Emner, blev efterhaanden stærkt nationalt præget og indtog i det slesvigske Spørgsmaal et kraftigt eiderdansk Standpunkt. Ploug gjorde det endvidere til ledende æstetisk Organ med Bidrag af Tidens betydeligste Skønaander. Politisk bevarede Bladet en vis Selvstændighed; det blev dog mere og mere konservativt og var i Plougs senere Aar en lidenskabelig Forkæmper for Højrepartiet, men dets Betydning var da svindende. 1881 solgte Ploug Bladet, og 1882 gik det ind. E. S. Fägersten, Lars Olof (1775—1847), svensk boksamlare. Kammarråd, bibliotekarie i Stora landtlogen. F. ägde en mycket betydande boksamling, omfattande omkring 7,000 nummer och över 300 manuskript. Det mesta bestod av svenska arbeten med mängder av sällsynta böcker, däribland Lasse Lucidors »Lucida intervalla« (1685, 3 exemplar kända). Biblioteket såldes på Stockholms bokauktionskammare enligt tryckt katalog 1848. H. Sdr. Fægtebøger. Efter at Fægtekunsten i Renæssancetiden havde faaet udformet en ny Teori og opnaaet en hidtil ukendt Yndest især i fornemme Kredse, blev det i mange europæiske Lande almindeligt, at fyrstelige Fægtelærere eller andre Fægtemestre udgav kunstnerisk, ofte med megen Pragt udstyrede Haandbøger i Fægtekunsten, og disse saakaldte Fægtebøger, hvoraf mange nu er store Sjældenheder, har spillet en vis Rolle i Bogkunstens Historie. I Italien — den nyere Fægtekunsts Hjemland — blev den første Haandbog i Fægtning udgivet i Venedig 1531 af Antonio Manciolino, og senere i samme Aarhundrede fulgte smukke Fægtebøger af Achille Marozzo, af Camillo Agrippa, hvis »Trattato di scientia d'arme« (1553), er den ældste Fægtebog illustreret med Kobbere, samt af Angel Vizziani (Viggiani) (1575). Til den italienske Litteratur kan ogsaa medregnes den nedennævnte Fægtebog af Salvator Fabris, der blev Forbillede for mange af det 17. Aarhundredes Fægtebøger. Den ældste franske Bog om Fægtekunsten — Henry de Sainct Didier’s »Traicté contenant les secrets de l’espée pour defendre et offenser« (1573) udmærker sig ved 64 smukke Træsnit. I det 17. Aarhundrede udkom i Frankrig bl.a. François Dancié: »L’espée de combat« (1623), der nu kun kendes i eet Eksemplar, samt A. W. Liancourts »Maistre d’armes« (1686) med Stik af Adam Pérelle.