Initial —Inkunabel 459 hvori man efter Behag kunde anbringe et hvilket som helst Bogstav. I det 17. og navnlig i Begyndelsen af det 18. Aarhundrede blev disse saakaldte → »Passepartout«-Initialer yderst almindelige overalt. Iøvrigt satte Barokstilen i hele denne Periode sit Præg paa Bogornamentiken og dermed ogsaa paa Initialerne. Til alle nogenlunde fremtrædende Værker udførtes de som alt andet Ornamenterings- og Illustrationsmateriel paa den Tid i Kobberstik, der indtryktes i Teksten, og til jævnere Bøger stadig i Træsnit. De bestaar af kraftige, tildels stærkt slagskyggede Bogstaver, der hyppigst har til Baggrund smaa Landskaber, forskellige allegoriske Fremstillinger eller massivt Rankeværk. I Rokokoens Tidsalder, som i første Halvdel af det 18. Aarhundrede afløste Barokken, og ligeledes i den derefter følgende nyklassiske Epoke, spiller Initialornamentiken en ret tilbagetrukken Rolle i Forhold til Dekorationsomraader som Titelkompositioner og Vignetter, men naar den anvendes, fremtræder den naturligvis med disse Stilarters typiske Kendemærke. I Rokokobøgerne finder man særlig hyppigt anvendt de ovenfor nævnte Passepartout-Initialer med Indramninger i Tidens Stil, i Bøger udformet efter Nyklassicismens Principper tit Billedinitialer, hvis Indhold er præget af Stilens vidt drevne følelsesbetonede Symbolik. Til al finere Bogfremstilling er ogsaa paa denne Tid Initialornamentiken stadig udført i Kobberstik. Henimod det 18.Aarhundredes Slutning indskrænkedes med de stigende Krav om en Forenkling af Bogudstyrelsen mere og mere Anvendelsen af egentlige Initialer, og i de første Decennier af det 19. Aarhundrede var den saa godt som helt ophørt. Først da Empirens strenge Stil i 30-rne ebbede ud, og man paany begyndte at anvende Ornamentik i Bøgerne, kom Initialerne igen til Ære og Værdighed, men under Manglen paa en selvstændig, tidssvarende Stil efterlignede man nu i Flæng de tidligere forekommende Stilarter. Den romantiske Bevægelse, som straks fra Begyndelsen havde stillet sig i Modsætning til Klassicismen, vendte især sin Interesse mod Gotiken, som repræsenterede Bevægelsens Middelalder-Idealer, og man finder gennem en stor Del af det 19. Aarhundrede i Massevis af uægte gotiske Initialer anvendt i Tidens »Pragtværker«, i samme Bog tilmed ofte i Forbindelse med Renæssanceinitialer, en Stilforvirring, som i det hele i høj Grad satte sit Præg paa Bogudstyrelsen. Hertil kom, at det kun sjældent drejer sig om originale Frembringel- ser, men oftest om slaviske FEfterligninger af de gamle Forbilleder, udført fabriksmæssigt i støbt Materiel, navnlig i tyske Skriftstøberier. Selv efter de i 1880-erne over hele Europa indledede Bestræbelser for at reformere Bogkunsten ophørte langtfra denne Kopiering af ældre Initialformer, selv om den nu udførtes med mere Smag og Stilsans. I Nutidens Bøger spiller Initialornamentiken kun en ringe Rolle, i Almindelighed markeres Teksten eller de enkelte Afsnits Indledningsbogstaver nu kun typografisk ved Anvendelse af større Skriftgrader. K. Faulmann: Die Initiale, 1886; O. Jennings: Early Woodcut Initials. 1908; R. Engelhardt: Der Initial, 1914; A. F. J o h n s o n: Decorative Initial Letters, 1931. L.N. Initialanvisning. Se In dikato r. Inkunabel (Vuggetryk), Betegnelse, som benyttes for Bøger, trykt i Bogtrykkerkunstens Barndom, hvortil almindeligvis regnes Tiden til og med Aar 1500 (man taler ogsaa om f. Eks. Xylografiens og Kobberstikkunstens Inkunabler). Om disse Bøger kan man ogsaa bruge den især i ældre Tid almindelige Betegnelse → Palæotyp. De ældste trykte Bøger var i hele deres Udstyrelse direkte kopieret efter Haandskrifterne, som jo indtil da repræsenterede den eneste kendte Bogtype, og med stor Dygtighed er Haandskrifternes mangfoldige, ofte med den største Kunstfærdighed kalligraferede Skriftformer kopieret i Støbemetallet. Ialt er bevaret op imod 40.000 forskellige Inkunabler, af hvilke dog adskillige er → Etbladstryk. Tallet er imponerende, og dog dækker det langtfra, hvad der virkelig er blevet præsteret, da en betydelig Del af de fremstillede Tryk nu er fuldstændig forsvundet. En Del af disse gamle Bøger udmærker sig ved en typografisk Fuldkommenhed og Skønhed, som Eftertiden trods alle tekniske Fremskridt ikke har kunnet overgaa. Ikke alene træffer man i dem en Mangfoldighed af stilrene Typeformer, af kunstneriske Træsnit og Ornamenter, men den sikre Smag, de udviser med Hensyn til den typografiske Anordning, har gjort dem til Forbilleder for senere Tiders bedste Boghaandværk. Inkunablerne betragtes nu mest som Objekter for Studier af Bogtrykkets Oprindelse og tidligste Udvikling, men har naturligvis ved Siden heraf deres selvstændige litterære og kulturhistoriske Betydning. K. Haebler: Handbuch der Inkunabelkunde, 1925. L.N.