488 Kartografi ældste kendte Kort nævnes almindeligvis et Kort over de nubiske Guldminer fra det 14. Aarhundrede f. Kr. I det 4. Aarhundrede f. Kr. konstruerede Grækerne et Koordinatssystem til Stedangivelser, og et Par Aarhundreder senere lagde Eratosthenes Grunden til en videnskabelig Kartografi. Hans Teorier videreudvikledes af bl. a. Hipparcios og Marinus fra Tyrus, og Oldtidens største Geograf Ptolemæus fra Alexandria, der levede i 2. Aarhundreder e. Kr., sammenfattede hele Tidens matematisk-astronomiske Viden i et stort Værk, der bl. a. indeholdt Stedangivelser for de fleste af de dengang kendte Lande og Byer; først i Middelalderen forsynedes Værket med egentlige Kort. Romerne interesserede sig ikke meget for egentlige Kortarbejder; af stor Betydning blev dog deres omfattende Kort over Vejnettet i det udstrakte Romerrige, de saakaldte Intineraria, ligesom man til Brug ved Jordbeskatningen lod fremstille saakaldte Katasterkort, en Slags Matrikelkort. I Middelalderen forfærdigede Araberne en lang Række Kort, og de europæiske Munke tegnede mange af de saakaldte Hjulkort, hvor man ser Jorden omgivet af forskellige Himle o.1. Som det mest kendte Munkekort kan nævnes det i et Kloster paa Lüneburg Hede udarbejdede Ebstorfer-Verdenskort fra o.1250. Efter at Kompasset o.1300 havde faaet en brugbar Skikkelse, fremstilledes især i Italien og i Katalonien udmærkede Kort, af hvilke et Verdenskort fra 1375 er bemærkelsesværdigt, ikke mindst paa Grund af dets overordentlige Farvepragt og Skønhed. De geografiske Opdagelser, Kobberstikkets Fremkomst, Bogtrykkerkunsten og hele Renæssancens Kultur skabte en ny Epoke i Kartografiens Historie. Med stor Iver genoplivedes Interessen for Ptolemæus’ Arbejder, der allerede i den tidlige Inkunabeltid blev bragt i Trykken, forøget med nye Kort, og inden Udløbet af det 15. Aarhundrede havde 37 forskellige Udgaver set Dagens Lys. De fleste af dem er forsynet med Træsnit, og særlig bemærkelsesværdig er Strasbourg-Trykkeren Johann Schotts to Udgaver fra 1513 og 1520, der begge er udført i Farvetræsnit. Andre Kortværker udgaves af Johs. Werner, Peter Apian, Joh. Schöner, Seb. Münster o. m. a. Naar disse og andre Kartografers Arbejder kunde indeholde saa gode Kort over de nordiske Lande som de gjorde, skyldes det i høj Grad den nedennævnte Kartograf Claudius Swart, der i Begyndelsen af det 15. Aarhundrede levede i Rom. Af skelsættende Betydning for Kartografien blev iøvrigt de af den tysk-flamske Geograf Mercator forfærdigede Kort. Han opfandt en ny Projektionsmaade, der den Dag i Dag bærer hans Navn, og om hans sidste Arbejde, der udkom 1595 — faa Maaneder efter hans Død — bruges Betegnelsen »Atlas«, der siden har været den almindelige Titelbetegnelse for Samlinger af Kort i Bogform, ogsaa kaldet → Atlanter. Samtidig med Mercator levede Belgieren Abraham Ortelius, hvis »Theatrum orbis terrarum« (1570) foruden en Samling af de vigtigste kendte Kort, stukket i Kobber af Franz Hogenberg, indeholder en Bibliografi over alle tidligere og samtidige Kartografers Arbejder. Mercators mange Kobberplader m.m. blev i 1604 solgt til en hollandsk Kartograf og Boghandler Jodocus Hondius, der udgav flere Udgaver af de Mercator’ske Kort, og Nederlandene blev i det hele taget i de følgende Menneskealdre et Hovedsæde for europæisk Kartografi. Foruden Hondius virkede Familien → Blaeu, Janssonius, Justus Danckert o.a., fra hvis Officiner udgik utallige Kort, ofte i pragtfuldt Udstyr. I Frankfurt virkede Kobberstikfamilien → Merian og udgav bl. a. en stor Topografi i 31 Bind, der ligesom et tilsvarende ældre Værk, Georg Brauns »Civitates orbis terrarum« (1572—1618) var rigt udstyret med Kort, Byplaner o.l. Tysklands betydeligste Kortforlag i det 18. Aarhundredes første Halvdel var i Hænderne paa Joh. Baptist Homann og Matth. Seutter, som virkede i henholdsvis Nürnberg og Augsburg. Senere i Aarhundredet gennemgik Kartografiens Metoder en betydelig Forbedring, og rundt om i Europa udgives store videnskabelige Kortværker, i Frankrig saaledes C. F. Cassini de Thurys »Carte géométrique de la France« (1750 —93), der blev et Forbillede for mange andre Lande; i England kom bl.a. J. F. W. Desbarres’ »The Atlantic Neptun«. 1785 grundlagdes det bekendte Kortforlag Justus Perthes i Gotha, og herfra er i Tidens Løb udgaaet en Række betydelige Kortarbejder. I England kom Edinburgh-Forlaget W. og A. K. Johnston (grundlagt 1825) senere til at spille en lignende Rolle. I Slutningen af det 18. og Begyndelsen af det 19. Aarhundrede bliver Udfærdigelse og Udgivelse af Kort i stigende Grad overtaget af militære Institutioner, og efterhaanden suppleres de kobberstukne Kort, der med deres ofte meget smukke Koloreringer, Titelornamenter o.l]. kan være grafiske Kunstværker af høj Rang, med Kort reproduceret ved Hjælp af Staalstik, Litografi, Stylo-