KinesiskBogkunst—Kirkebiblioteker 503 Kinesisk Bogkunst. Se Orientalsk Bogkunst. Kinesisk Papir, blødt ulimet Papir med en jævn Overflade og svag gullig Farve, som fremstilles i Kina af Bambus Fibre. Det forhandles som Regel i Formatet 132 X 68,6 cm og anvendes til Prøvetryk for Træsnit og finere Billedtryk. Tilsvarende Papir af japansk Fabrikat, fremstillet af renere Raamaterialer og derfor kvalitetsmæssig bedre, har tildels fortrængt det i Kina fremstillede Papir. N. N. Kingo, Thomas (1634—1703), Biskop, Digter. Den store Salmedigter fik 1682 — 5 Aar efter at han havde overtaget den fynske Bispestol — Privilegium paa at anlægge og drive et Trykkeri i Odense; det synes dog først at være kommet i Gang 1686 og bestyredes oprindelig af Bogtrykkeren Jørgen Schrøder, der tidligere havde arbejdet i Lund. Trykkeriet fremstillede flere af Elias Naurs opbyggelige Skrifter, saaledes »Golgatha paa Parnasso« (1689) og de første Udgaver af Kingos Salmebog, men fik ikke større Betydning, før Jørgen Schrøder i 1690 afløstes af den mere habile Christian Schrøder. Af hans Produktion fortjener Vitus Berings »Florus Danicus« (1698) og Kingos »Gradual« (1699) at fremhæves som dygtigt udførte, stilsikre Arbejder. Virksomheden blev efter Kingos Død fortsat af Enken Birgitte Balslev, som dog synes at have opgivet den allerede 1706. K. efterlod sig en stor Bogsamling paa 3—4000 Bind, hvoriblandt bemærkelsesværdigt mange nyere skønlitterære Værker, saaledes f. Eks. af Shakespeare, der paa den Tid var næsten ukendt i Danmark. Af danske Bøger indeholdt Samlingen, der blev solgt ved Auktion 1704, kun faa, men heriblandt enkelte Palæotyper. A. Fa. Kirja, (Boken), finskt bokförlag. Grundat i Helsingfors år 1912. Förlaget övertog Yrjö → Weilins och Suomalainen kustannusosakeyhtiö Kansa’s (Finska bokförlaget Folket) verksamhet. Under ledning av docenten Eino Railo, som blev företagets chef 1914, hade det en mångsidig produktion av skönlitteratur, kulturhistoriska arbeten och enstaka illustrerade praktverk. Är 1931 införlivades Kirja med Werner → Söderströms förlag. K.-E. H. Kirjapainotaito (Boktryckarkonsten), Finlands främsta grafiska facktidskrift. K. började utgivas 1907. Dess redaktör är sedan 1935 A. Pajatti. K.-E. H. Kirjastolehti (Biblioteksbladet), finsk bibliotekstidskrift. Utgavs 1908—11 av Folkupplysningssällskapet, 1912—20 av Finlands biblioteksförening. Under åren 1921—47 utkom den tillsammans med Folkupplysningssällskapets tidskrift under namnet → »Kansanvalistus ja Kirjastolehti«. Fr. o. m. 1948 utkommer den ånyo självständigt under sitt förra namn. Kirkebiblioteker. Biblioteker knyttet til og opstillet i Kirker, især Domkirker, kendes i stort Tal allerede fra Kristendommens første Aarhundrede, og igennem hele den ældre og en Del af den yngre Middelalder var Kirkebibliotekerne sammen med de beslægtede → Kloster-, → Skole- og → Universitetsbiblioteker vigtige Arnesteder for Tidens aandelige og boglige Kultur. I Kirkerne samledes ikke alene de liturgiske o.a. Bøger, der benyttedes ved kirkelige Handlinger, men i vidt Omfang ogsaa den teologiske, kirkeretlige og anden Litteratur, som Middelalderens Videnskab beskæftigede sig med. Kirkernes Præsteskab deltog paa lignende Maade som Munkene i Bogproduktionen ved Afskrivning af Haandskrifter, og ved talrige Kirker opstod saakaldte → Skriveskoler. Kirkebibliotekerne var som Regel installeret i et særligt Sakristi og i det store og hele indrettet paa lignende Maade som Klosterbibliotekerne. Som Bibliotekar fungerede sædvanligvis en Kantor, og Bibliotekerne forøgedes, foruden ved Præsteskabets egen Bogproduktion, ved Gaver, der ofte var meget betydelige, samt ved Køb og Bytte. Gennemsnitligt var Bindantallet i de middelalderlige Kirkebiblioteker ret lavt, og kun de færreste havde en Bestand, der kunde regnes i firecifrede Tal. Af de mere kendte Kirkebiblioteker kan nævnes Verona og Cremona i Italien, Lyon i Frankrig, Canterbury, York og Worcester i England, samt Köln, Würzburg, Hildesheim, Bamberg og Celle i Tyskland. Grundlagt som Kirkebibliotek, men senere udviklet paa en særlig Maade er → Vatikanbiblioteket, I de Egne, hvor Reformationen i det 16. Aarhundrede sejrede, gik mange Kirkebiblioteker helt til Grunde, ligesom de tyske Kirkebiblioteker under Bondekrigen led megen Skade. Efter Reformationen lagde saavel Protestanter som Ikke-Protestanter, især i Tyskland, dog en Del Vægt paa at videreføre de gamle eller skabe nye Kirkebiblioteker, og man organiserede de lutherske Biblioteker paa en saadan Maade, at de ogsaa kunde komme Almenheden til Gode. I det 17. Aarhundrede sporedes dog en vis Tilbagegang, og under Tredive-