Kobberstik 521 Bogtrykkerkunstens Opfindelse; det skyldes en anonym tysk Mester fra 1446 og viser tydelig Indflydelse fra Træsnittet. Stikkunsten udviklede sig i Rhinegnene, ved Köln og i Nederlandene. Den første betydelige navngivne Kobberstikker er Martin Schongauer, der samtidig virkede som Maler. Han tilhører Sengotiken med dens skarpe Foldekast og urolige Linievirkning. Han behandler fortrinsvis bibelske Emner, f.Eks. Kristi Lidelseshistorie, som han skildrer i en Passionscyclus. Som Illustrationsteknik havde Kobberstikket en haard Konkurrent i Træsnittet, der længe beholdt Overtaget. I den lille religiøse Bog »Il Monte Santo di Dio« (1477), og i Landinos »Dante« (1481) er Aftryk af graverede Kobberplader indsat i Teksten. 1476 udkom i Brügge en illustreret Boccaccioudgave, 1479 i Milano Fra Pacificos »Sumula« med 3 stukne Blade, og 1788 saa en fransk Oversættelse af Breydenbachs Rejseværk Lyset i Lyon, forsynet med Billeder i Træsnit og Kobberstik. 1500-Tallets store Mestre skabte Enkeltblade og Serier, hvorved deres Virksomhed falder uden for Emnets Rammer. Man kan dog ikke undlade at fremhæve de Kunstnere, der udviklede og fuldkommengjorde Haandværket og derved lagde Grunden til senere Tiders Bogudsmykning. Kun 7 eller 8 Blade kan med Sikkerhed tilskrives den berømte Maler Andrea Mantegna (1431—1506), men de er til Gengæld af ypperlig Kvalitet, fuldendte i Form og sprudlende af Udtrykskraft. Det store europæiske Trekløver er Nürnbergeren Albrecht → Dürer, Nederlænderen Lucas van Leyden og Bologneseren Marcantonio Raimondi, der hver især ydede fremragende Bidrag til Kobberstikkunstens Udvikling. Som Eksempel nævnes Dürers »Ritter trotz Tot und Teufel« (1513), Lucas’ Portræt af Kejser Maximilian og Marcantonio’s talrige Stik efter Rafael. En Række tyske »Kleinmeister« tilegnede sig mere eller mindre personligt Dürers detaillerede, energiske Realisme, dog spores efterhaanden en tydelig Italienisering i Retning af Renaissancens klassiske Idealer. Den franske Ornamentstikker Étienne Delaune inspireredes af Rafaels Loggier, da han tegnede sine fine Arabesker. Først i det 16. Aarhundredes sidste Aartier lykkedes det Kobberstikket at fortrænge sin Rival Træsnittet som Illustrationsmiddel. Ganske vist var Træsnittet som Højtrykteknik mere praktisk og naturligt sammenhængende med Satsen, som den tryktes samtidigt med, end Kobberstikket, der i sin Egenskab af Dyb- tryk, maatte trykkes for sig. Men Træsnittet var degenereret og havde overlevet sig selv. Desuden passede de spinklere og elegantere Skriftformer, der nu anvendtes, bedst til Metalstikket. Tidens Krav om prægtig og overdaadig Bogudsmykning kunde alene opfyldes af Kobberstikkeren. Bøgerne udstyredes med Titelbilleder med allegoriske Hentydninger til Indholdet; disse Titelkobbere var yndede og uundværlige som Indledning til Datidens litterære og videnskabelige Skrifter. Barokken og Rokokoen er Kobberstikkets Blomstringsperioder. Imponerende Værker udgaves, i hvilke Kobberstikkene spiller Hovedrollen, ledsaget af forklarende Tekst. Det kan være Gengivelser efter berømte Maleres Billeder, arkæologiske Publikationer (Bartolis forskellige Offentliggørelser af romerske Antikviteter fra Aarene omkring 1700) eller Forlæg for Haandværkere. Saaledes udkom i 1593 Wendelin Ditterlins »Architectura«, der indeholder mere end 200 Kobbere, fortrinsvis Mønstre for Snedkere. Ogsaa til Gengivelse af Bygningsværker, Grundplaner o.1. var Kobberstikket langt bedre egnet end Træsnittet. Geografiske Værker, Rejsebeskrivelser og botaniske Billedbøger med sirligt stukne Tavler er typiske for Tiden, f. Eks. Matthäus → Merian og Sønners topografiske Kæmpeværk i 31 Bind (afsluttet 1738) og »Hortus Eystettensis«, der udkom i Nürnberg 1603, og var forsynet med mere end 350 Plancher. Augsburg og Antwerpen blev Centrer for Fremstilling af kobberstukne Pragtudgaver. Det fornemme Billedværk med Portrætter af Huset Fugger (1593) skyldes den i Augsburg virksomme Antwerpner Dominicus Custos, der øvede stor Indflydelse paa Kobberstikkerfamilien Kilian. En vigtig Rolle spillede Bogtrykkerfirmaet Plantin—Moretus i Antwerpen, der indlagde sig stor Fortjeneste ved Udsendelsen af fortrinlige Stik efter Rubens’ Malerier. Soutman, Pontius og Brdr. Bolswert gengav Rubens’ og v. Dyck’s Mesterværker, mens Suyderhof arbejdede efter Frans Hals i de nordlige Nederlande, hvor ogsaa Manieristen Hendrik Goltzius virkede. Desværre havde Tiden en ulyksalig Hang til snørklet og overlæsset Ornamentik, som Kobberpladen var en herlig Tumleplads for. En frugtbar og fantasifuld Ornamentstikker var Franskmanden Jean Lepautre, der udførte over 2000 Blade. En Række fremragende Portrætstikkere og Karakterskildrere levede i Frankrig i 1600-Tallets anden Halvdel: Antwerpneren Edelinck, Claude Mellan, Robert Nanteuil, Jean