540 Konstförvant— Konversationsleksikon garna för den 1754 stiftade »Boktryckeriekonstförvandternas sjuk-, begrafningshjelps- och understödskassa«, som ännu fortlever, sedan 1944 sammanslagen med boktryckareföreningens och faktorsförbundets motsvarande kassor. Vid det stora typografmötet i Stockholm 1883 beslöto arbetarna att utbyta benämningen mot typograf, vilket genomfördes men under protest från flera av de äldre mötesdeltagarna. B. Bengtsson: Äldre typografisk teknik. 1943. B. A. Konsulardiptychon. Se Diptychon. Kontorkatalog. I større Biblioteker findes ofte, udelukkende til Brug for Personalet, en Kopi af det for Publikum tilgængelige Katalog. I dette saakaldte Kontorkatalog kan indføres forskellige Optegnelser og Notater af intern Karakter, ligesom det tjener til at kontrollere valgte Emneord, sikre Ensartethed med Hensyn til Normalisering af Personnavne m.v. P. B. Konturskrift, Betegnelse for Trykskrift som fremtræder i Kontur. I Typografien fremkom disse Skrifter i det 19. Aarhundredes første Halvdel for at gøre Typografien konkurrencedygtig overfor den nye grafiske Kunst Litografien, som ganske anderledes kunde lade Fantasien raade paa den litografiske Sten. Konturskrifterne har ofte en Skyggevirkning for at gøre dem mere interessante, ligesom man har Konturskrifter, hvor Bogstavernes »Indmad« fremtræder i en anden Farve. H.T. Konversationsleksikon, den Form for Encyklopædier, der i en Række alfabetisk ordnede kortere eller længere Artikler bringer orienterende og oversigtsmæssige Oplysninger om alle betydelige Emner indenfor alle Kundskabsgrene. Leksika i denne Form er en forholdsvis ny Foreteelse, der først i det 19. Aarhundrede blev almindelig, men encyklopædiske Værker, der i en samlet Fremstilling søger at samle og koncentrere hele den menneskelige Viden har været kendt lige fra Oldtiden. Af Middelalderens Encyklopædier kan nævnes Martianus Capellas fra o. 470, Cassiodorus’ »Institutiones« fra 0.550 og Isidor fra Sevillas »Etymologiarum libri XX« fra Begyndelsen af det 7. Aarhundrede. Noget yngre er Vincentius Bellovacensis’ »Bibliotheca mundi« eller »Speculum majus«, der blev bragt i Trykken i 1494. Højt anset var Bartholomæus Anglicus’ »De proprietatibus rerum« fra o.1360, et Værk som alene i Inkunabeltiden opnaaede femten trykte Udgaver og Oversættelser. I Midten af det 17. Aarhundrede indledes en Blomstringstid for den leksikalske Litteratur. Af de mange Realleksika, Ordbøger og Specialencyklopædier som da fremkommer, skal kun nævnes L. Moréris »Le grand dictionnaire historique« (1674), Pierre Bayle: » Dictionnaire historique et critique« (1697) og E. Chambers: »Cyclopædia or an universal dictionary of arts and sciences« (1728). Disse Værker var meget omfattende, men ikke universelle i deres Anlæg. Tanken om en Universalencyklopædi blev imidlertid forsøgt realiseret af Italieneren Vincenzo Coronelli, hvis »Biblioteca universale« begyndte at udkomme i 1701, men af de planlagte 45 Bind kom kun syv. Et gigantisk Arbejde i samme Aand lykkedes det i Aarene 1732—50 Leipzigforlæggeren J. H. Zedler at gennemføre. Hans »Grosses vollständiges Universal-Lexicon aller Wissenschaften und Künste« udkom i 64 Foliobind og behandlede foruden de historiske Discipliner ogsaa Teologi, Medicin m. v. Dette grundige og paalidelige Arbejde blev dog stillet i Skygge af den saakaldte »store« franske Encyklopædi, som det trods Forbud, Censur og anden Modgang lykkedes Diderot og d'Alembert at faa udgivet i 35 Bind (1751 —65). Dette filosofiske og tekniske Leksikon, der blandt sine Medarbejdere talte Mænd som Voltaire, Montesquieu, Turgot, Rousseau o. a., kom som bekendt til at spille den allerstørste Rolle i europæisk Aandshistorie og var med sin antiklerikale og politiske Propaganda med til at bane Vejen for den franske Revolution. Foretagendets store Publikumssukces gav Forlæggeren Ch. Panckoucke Mod til at udgive et endnu større Værk i samme Stil, nemlig »Encyclopédie méthodique ou par ordre des matières«, hvis 166 Tekstbind og 51 Tavlebind udkom 1782—1832. I England lagdes i Slutningen af det 18. Aarhundrede Grunden til det senere saa bekendte »Encyclopædia Britannica«, hvis første Udgave fra 1768—71 var en beskeden »Dictionary of arts, sciences etc.« i tre Bind, men allerede Andenudgaven fik den gedigne og universelle Karakter, der siden har præget Værket. Dets sidste Udgave er udkommet i 1947 i 24 Bind paa amerikansk Forlag, og kan ikke maale sig med den 14. Ed. fra 1929—32, der blev udgivet af et engelsk Forlag. Værket er, med sine lange, ofte helt monografiske Artikler skrevet af fremragende Forskere, af stor videnskabelig Værdi, og et udførligt Register