546 Korrektor — Kortsamlinger Korrektor var i Oldtiden Betegnelsen for den Person, som gennemsaa de af Skriverne fremstillede Bogruller eller andre Bøger, og foruden at rette eventuelle Skrivefejl kunde Korrektoren i Margenen forsyne Værket med Henvisninger, Noter, Anmærkninger el. 1., der i visse Tilfælde antog Karakter af → Scholier. I Bogtrykkerkunstens ældste Tid var Korrektoren en vigtig Faktor ved Bogfremstillingen. Hans Hverv var ikke alene at læse Korrektur i nutidig Forstand, han var tillige den, der udvalgte de bedst egnede Manuskripter, redigerede og tilrettelagde dem til Trykning o.l. Han var derfor som Regel en videnskabeligt uddannet Mand — saaledes virkede Erasmus Rotterodamus en Aarrække som Korrektor — og hans Navn blev ofte nævnt i Forordet, ligesom han modtog en efter Tidens Forhold stor Lønning for sit Arbejde. Efterhaanden som Bogtrykkerkunsten udviklede sig, og man i højere Grad gik over til at anvende Originalmanuskripter, gik en Del af Korrektorens Arbejde over paa Forfatteren af det paagældende Skrift, medens den rent typografiske Korrektur blev foretaget af en Korrektør i moderne Forstand. Ogsaa i de ældste nordiske Trykkerier var der ansat Korrektorer, saaledes nævnes i Fortalen til »Missale Upsalenses« fra 1496 en »corrector«, og ved det kgl. Trykkeri i Stockholm var i 16. og Begyndelsen af det 17. Aarhundrede ansat en af Kongen udnævnt Korrektor, der tillige fungerede som en Slags Censor, som skulde overvaage, at der ikke indsneg sig nogen Vranglære i de Bøger man trykte. Saa vidt vides var Ericus → Schroderus, som overtog Embedet i 1612, den sidste officielt udnævnte Korrektor i Sverige, men endnu i 1752 paalægger det kgl. Reglement Bogtrykkerne »att betjäna sig av goda och pålitliga correctorer«. Som en Slags Korrektor fungerede i ældre Tid den ved Uppsala Universitetsbibliotek ansatte → Inspector typographiæ et bibliophilii. H. Schück: Den svenska förlagsbokhandelns historia, I, 1923, S. 66—69. B. A. & P. B. Korrektur, i Oldtidens Bogvæsen Benævnelsen af den Virksomhed, der udførtes af → Korrektoren før Haandskriftets Udgivelse. Nu betegner Korrektur dels det Arbejde, der udføres af Trykkeri, Forfatter eller Korrekturlæser for at rette i en trykt Sats, og dels selve det til Korrigering bestemte Aftryk (se under Fanekorrektur og Huskorrektur). Til Korrigering anvendes sædvanligvis et System af særlige Tegn, der er standardiserede i de fleste Lande. V. Pedersen: Manuskript, Korrektur og Teknik, 1942; V. T. Wahl: Manuskript og korrektur, 1943. E. D. Korrekturpresse. Se Aftræknings- presse. Kortkatalog. Medens man i ældre Tids Biblioteksvæsen i mange Tilfælde kun brugte Kataloger udarbejdede paa Kort eller Sedler som Forarbejder til de da næsten eneraadende → Bindkataloger, har Kort- eller Seddelkatalogen især efter at den amerikanske Biblioteksteknik har vundet Indpas i de fleste Lande, faaet en stedse mere og mere dominerende Stilling i moderne Biblioteksvæsen. I de fleste Folkebiblioteker anlægges nu saa godt som alle Kataloger i Kortform, og dertil anvendes i udstrakt Grad Kort af det internationale Format (7,5 X 12,5 cm). I de ældre videnskabelige Biblioteker anvendes ofte Sedler af et større Format, og dér finder Seddelkataloget i visse Tilfælde kun Anvendelse som alfabetisk Katalog (Nominalkataloget), medens de systematiske Kataloger udarbejdes i Bindform. Kortkatalogernes store Fordel er deres næsten ubegrænsede Udvidelighed, og deres Mangel paa Overskuelighed kan afhjælpes ved Brugen af et passende Antal Lede- eller → Fanekort. Brugen af Kortkataloger har endvidere muliggjort den nu mere og mere almindelige Centralkatalogisering, hvorved der udsendes trykte Katalogkort til de forskellige Biblioteker. Kataloger i Kort- eller Seddelform benævnes ofte → Kartoteker, og den nu mest almindelige ydre Form for disse er Skuffekartoteket, men ogsaa Plan- eller Horisontalkartoteket (+ »Kardex«) finder nu i vid Udstrækning Anvendelse til forskellige specielle Formaal. S. Blöndal: Katalogisering og Opstilling (Haandbog i Bibliotekskundskab, 3. Udg., II, 1927); K. Lö ffl e r: Einführung in die Katalogkunde, 1935; A a. B r e dsted & E. Allerslev Jensen: Katalogisering og Kataloger (Lærebog i Biblioteksteknik og dansk Biblioteksvæsen, 2. Udg., 1945). P. B. Kortsamlinger. Offentlige eller private Samlinger af Land- og Sø- eller andre Kort kendes tilbage til det 16. og 17. Aarhundrede, men først da den geografiske og kartografiske Videnskab blev udformet i det 19. Aarhundrede blev det almindeligt, at større Biblioteker anlagde særlige Samlinger af Kort, moderne og historiske, trykte saavel som utrykte. I vore Dage er der til næsten alle Nationalbiblioteker og mange større videnskabelige Biblioteker, ligesom til visse Arkiver, Museer, knyttet