Læsesal— Læseselskaber 57 lige Bordlamper og Reollamper. Bordene kan være Enkeltmandborde, men mere økonomiske er Langborde med flere Pladser; der kan da atter være Tale om ensidige eller tosidige Borde, de sidste med en lav Skillevæg langs Midten. Den enkelte Bordplads vil i Reglen være ca. 90 X 75 cm, idet dog nogle Pladser til Benyttelse af Kort og Storfolianter er betydeligt større. Ligesom Salen maa være rolig og enkel i Linier og Udstyrelse uden overdreven, distraherende Dekoration, bør der skabes saa megen Ro som muligt ved lyddæmpende Gulvbelægning. Vigtig er en god Ventilation og en ensartet Opvarmning uden for stærkt fremtrædende og pladsslugende Radiatorer eller med Varmelegemer indbygget i Loftet. I moderne videnskabelige Biblioteker findes der ofte foruden Hovedlæsesalen en Række Speciallæsesale, f. Eks. for Haandskrifter, Musikalier og Aviser, desuden Maskinskrivnings- og Konferenceværelser samt en Række Enkeltmands-Studieværelser for Læsere, der i længere Tid skal benytte et stort Bogmateriale. I Folkebibliotekerne spiller »quick reference« en særlig stor Rolle, og Læsesalen er her, naar bortses fra de store Købstadbiblioteker, mere anlagt paa Oplysningstjeneste i videste Forstand end paa egentligt Studium ; Haandbiblioteket og Tidsskriftreolerne spiller derfor her en forholdsvis stor Rolle, ligesom Læsesalsbibliotekarens Hovedopgave bliver at udføre → Referencearbejde, især at vejlede i Benyttelsen af Haandbiblioteket og at sørge for en fyldig Katalogisering af dette, bl.a. gennem talrige Emnekort. Læsesalens Publikum er i Folkebibliotekerne af mere heterogen Karakter end i de videnskabelige Biblioteker og kræver derfor en mere individuel Behandling; mange af de Spørgsmaal, der stilles, tager Sigte paa Emner fra det praktiske Liv. Iøvrigt er Læsesalens Form og Indretning i det store og hele den samme som skildret foran; større Folkebiblioteker har gerne ved Siden af den egentlige Læsesal et Lokale, hvor en Del af Dagens Aviser kan benyttes. Der kan ligeledes være et Rum til lokalhistoriske Studier, særlige Lokaler til Brug for Studiekredse; endelig er der i de fleste større Biblioteker en Børnelæsesal, der i Reglen har en særlig Indgang, og i hvilken Haandbibliotek og Inventar er beregnet paa mindreaarige, ligesom et særligt uddannet Personale gør Tjeneste her. H. O. Lange i Haandbog i Bibliotekskundskab 3. Udg. II, 1927, S. 363—365; W. Munthe sst., S. 391— 397; G. Leyh i Handbuch der Bibliothekswissenschaft, II, 1933, S. 80—90; G. Abb sst., S. 396—409; J. Duff Brown: Manual of Library Economy 6. ed. 1949, S. 396—482; J.LehmLaursen: Læsesalen og læsesalsarbejdet (Lærebog i biblioteksteknik, Hft.5, 1952). S. D. Læseselskaber opstod i Begyndelsen af 1700-Tallet som Sammenslutninger af Boglæsere, der med Cirkulation blandt eller Udlaan til Medlemmerne for Øje anskaffede den nyere Litteratur. Efter endt Cirkulation solgtes Bøgerne til Medlemmerne eller indgik i Selskabets Bibliotek. De første Læseselskaber kendes fra 1701 i Frankrig, hvor omkring Midten af Aarhundredet Cabinets de lecture (Læsekabinetter) blomstrede som Samlingssteder for litterært intresserede. I England kaldtes Læseselskaberne → Circulating Libraries og kendes fra 1725. I Tyskland oprettedes det første Læseselskab i Stralsund 1779, men de blev snart almindelige, da det ansaas for fint at være Medlem af en litterær Forening. I adskillige Tilfælde udlaantes foruden Bøger ogsaa Tidsskrifter, men tit kun til Brug paa Læsesalen. A. F. Danmark. Saavel i København som i Provinsen opstod i sidste Halvdel af det 18. Aarhundrede ved Siden af → Lejebiblioteker en lang Række større og mindre Læseselskaber, hvoraf mange var af mere privat Karakter. Alment kendte Læseselskaber var → Athenæum og er → Fyens Stifts Læseforening, Kvindelig Læseforening i København, oprettet 1872, Arbejdernes Læseselskab sammesteds, stiftet 1879; sidstnævnte driver dog ikke længere Biblioteksvirksomhed, men er en almindelig Oplysningsinstitution. Af kommerciel Natur og antagelig inspireret af de engelske → Circulating Libraries var bl. a. Thræns Læseselskab, oprettet 1866. Som en Form for Læseselskaber maa ogsaa de Læsekredse (Læsetasker) betragtes, der i Tiden før og efter 1900 afløste Bogladernes Lejebiblioteker. En Fornyelse af Bogladernes Læsekredse kom omkring 1930, da Boghandlerne inspireret af de virkelig private Læsekredse paa Skoler og i Virksomheder organiserede Læsekredse, hvor de cirkulerende Bøger er Medlemmernes Ejendom. Bestemmelser herom (A-Læsekredse) findes i »Leverings- og Samhandelsregler« (1948), der ogsaa indeholder Forskrifter for B-Læsekredse (efterhaanden almindeligt kaldet Bogklubber), der er en Tilbagevenden til Praksis omkring 1900. A.F. Finland. Det första läsesällskapet stiftades i Vasa 1794. Det fick efterföljare i Abo 1798, i Gamlakarleby 1800, i Torneå 1805, i