94 Missale — Modeblade Pergament. Selve Teksterne er trykt med sort, medens Anvisningerne til de sakramentale Handlinger er trykt med rødt; Afsnittet »Canon missae« tryktes med fuld Formatbredde med en særlig stor Type, og foran dette Afsnit indsattes almindeligvis det saakaldte → Kanonbillede. Det ældste kendte trykte Missale, »Missale speciale Constantiense« er muligvis trykt af Gutenbergs Trykkeri eller i et samtidigt Basel-Trykkeri. I 1481 tryktes »Missale Parisiense« og kendte for deres Skønhed er desuden en Række Missaler trykt af Gutenbergs Efterfølger, Peter Schöffer i Mainz, samt flere venezianske Missaler fra Inkunabeltiden. I de nordiske Landes ældste Boghistorie indtager Missalerne en meget fremtrædende Plads. Allerede i 1483 trykte Lucas Brandis i Lübeck et Missale for Odense Stift, men kun faa Blade heraf er bevaret, og o. 1484 trykte Peter Schöffer i Mainz det saakaldte Missale Hafniense vetus, hvoraf Brudstykker er bevaret i Det kgl. Bibliotek i København og i Universitetsbiblioteket i Helsingfors. I 1486 udførte Stephan Arndes i Slesvig det prægtige »Missale Slesvicense«, et af de mest fremragende danske Bogværker overhovedet. Senere tryktes bl. a. Missale Vibergense (1500), »Missale Hafniense« (1510), »Missale Nidrosiense« (1519), og 1514 udførte Wolfgang Hopyl i Paris et Missale til Brug for AÆrkebispesædet i Lund (Facsimileudgave 1946). Det ældste svenske Missale, »Missale Upsalense«, blev trykt af Johan Snell i 1484, men intet fuldstændigt Eksemplar er bevaret; ved Hjælp af Fragmenter fundet som Omslag om gamle Regnskabsbøger har man dog kunnet sammenstykke et omtrent komplet Eksemplar. Et nyt Missale for Uppsala tryktes i Basel 1513, og i 1487 trykte Bartholomaeus Ghotan i Stockholm et Missale for Strängnäs Stift; fra samme Trykkers Presse i Lübeck udgik Aaret efter et »Missale Aboense«. Fra Linköping Stift kendes Missaler i fire forskellige Haandskrifter (Kungl. Bibl. A 97; Universitetsbiblioteket i Uppsala, C 415, 420 og 427). O. Kolsrud: Missale Vibergense 1500 (Nordisk tidskrift för bok- och biblioteksväsen, I, 1914); J. B audot: Le Missel Romain, I—II, 1912; T. Haapanen: Missale Hafniense vetus, (Nordisk tidskrift för bok- och biblioteksväsen, IX, 1922); G. Lindberg: Die schwedischen Missalien des Mittelalters, I, 1923 (med udførlige Litteraturhenvisninger); W.H.J. W e ale: Bibliographie liturgica, 2. ed., 1929; W. Munthe: Missale Nidrosiense (Norsk Boktrykk, 1930. Optrykt i samme Forfatters »Boknåm«, 1943). P. B. Missaleskrift, Betegnelse for den store prangende Skrift, som man finder i Missalehaandskrifter og andre liturgiske Haandskrifter fra den sene Middelalder. Skriften viser den mest konsekvente Gennemførelse af de gotiske Principper. Stavene er knækket baade foroven og forneden. Skriftens vertikale Karakter er stærkt understreget, Bogstaverne er høje og smalle, Bueforbindelser benyttes i stor Udstrækning. Overlængderne er ofte forsynet med trekantede Fremspring, hvorved Skriften bliver en Række sammenhængende Spidsbuer. Paa Grund af Ligheden med vævet Stof kaldes Skriften ogsaa → Textur. Nordisk Kultur, XXVIII: Palæografi, 1943. Mittag-Leffler, Gösta (1846—1927), svensk boksamlare. Professor i matematik vid Stockholms högskola 1881—1911. M.-L. samlade det största matematiska bibliotek, som någon enskild svensk man ägt i vårt land och som av hans levnadstecknare T.Carleman sagts vara i sitt slag enastående i världen. Det omfattade ca. 12,000 bundna böcker och omkring 20,000 småskrifter. Handskriftssamlingen uppgick till mer än 1,250 nummer förutom en betydande brevsamling. Genom en donation 1916 tillföll biblioteket jämte hans till en miljon kronor uppgående förmögenhet Vetenskapsakademien. St. Grönfeldt: Systematisk förteckning öfver G. Mittag-Lefflers matematiska bibliotek, 1914; T. Carleman: Magnus Gustaf Mittag-Leffler (Vetenskapsakademiens årsbok, 1944). B. Å. E. KR. Mittel, Betegnelse for en Skriftstørrelse paa 14 typometriske Punkter. Navnet hentyder til en Skrift af Middelstørrelse, idet den ligger i Midten af de tidligste forhaandenværende Grader: Petit, Korpus, Cicero, Mittel, Tertia, Tekst, Kanon. H. T. Modeblade kan spores tilbage til det i 1672 startede »Mercure galant«, som ogsaa behandlede Modestof. Men i det 16. og 17. Aarh. spredtes Moden ved Hjælp af Dukker, paaklædt efter sidste Mode. Egentlige Modeblade fremkom i Slutningen af det 18. Aarh. med Frankrig som Centrum: »Galerie des Modes et Costumes Français« (1778—87), »Cabinet des Modes« (1785—93) o.a. Bortset fra Revolutionsperioden, hvor f£. Eks. England forsøgte at emancipere sig fra den franske Mode gennem »Gallery of Fashion« (1794—1802), beholdt Frankrig Førerstillingen, og allerede fra 1796 udkom i Paris »Journal des Dames et des Modes«. Ogsaa Tyskland beherskedes af den franske Mode, saaledes at der £.Eks. i Frankfurt udkom et Modeblad paa Fransk. Af tyske Modeblade kan iøvrigt nævnes »Allgemeine Modezeitung« (1799—1903) og »Pa-