Monotype — Montelius 99 Monotype, Skriftsætte- og Støbemaskine, opfundet 1885 af den amerikanske Ingeniør Tolbert Lanston (1844—1912). I Modsætning til → Linotype støber Monotype Satsen bogstavvis. Fremstillingsprocessen foregaar i to Tempi: Paa et Tastbord (Manuskriptmaskine) fremstilles Satsen ved Anslag af Klaviaturets Tangenter, hvorved der slaas Huller, svarende til de enkelte Bogstaver, i en Papirstrimmel. Den saaledes perforerede Satsrulle anbringes derpaa i en særlig Støbemaskine, der automatisk støber de enkelte løse Typer. Maskinen kan fremstille 8—10,000 Bogstaver i Timen. Satsrullerne kan opbevares, og der vil da kunne støbes ny Sats efter dem, hvis Tryksagen senere ønskes optrykt. O. Höhne: Geschichte der Setzmaschinen, 1925; C. Marhauer: Monotype (Bogtrykkerbogen, as D Monreposbiblioteket, finländskt herrgårdsbibliotek, grundat i S:t Petersburg i slutet av 1700-talet av bibliotekarien hos ryska kejsarinnan H.F. Lafermière och sekreteraren, sedermera geheimerådet, friherre L. H. von Nikolaij (1737—1820). Efter den förres död blev Nikolaij ensam ägare till biblioteket, som han lät uppställa på sitt gods Monrepos invid staden Viborg i finska Karelen. Samlingen ökades oavbrutet av hans son Paul von N. (1777 —1866) och nådde slutligen ett betydande volymantal, omfattande litteratur i teologiska, filosofiska, historiska och naturvetenskapliga ämnen samt skönlitteratur med huvudvikten lagd på upplysningstidevarvet. Enbart den äldre franska litteraturen omfattar mer än 4,400 volymer. Samtliga böcker bära ett bokägaremärke, som av de två grundarna försågs med inskriften »Biblithèque des deux amis«. Större delen av boksamlingen bevaras sedan 1916 som en sluten enhet i Helsingfors universitetsbibliotek. Den del som kvarblev på Monrepos — endast några hundra volymer — torde i likhet med slottets övriga samlingar ha förstörts under andra världskriget. M. Björkenheim: Äldre fransk litteratur vil herrgårdar i Finland, 1929. B. A. Monte Cassino, syditaliensk Kloster grundlagt 529 af Benedict af Nurcia som → Benediktinerordenens Moderkloster. Omend Benedict selv ikke lagde megen Vægt paa Munkenes boglige Sysler, blev Klostret dog allerede i den ældre Middelalder et vigtigt Centrum for Bogkunst og Biblioteksvæsen. I saavel det 6. som det 9. Aarhundrede blev det imidlertid ødelagt ved krigerske Plyndringer, og Efterretningerne om de boglige Forhold er derfor for * den ældre Tids Vedkommende ret sparsomme. Efter den sidste Plyndring var Klostret en Aarrække flyttet til Capua, og fra denne Periode, d. v. s. Begyndelsen af det 10. Aarhundrede, er det ældste bevarede Monte Cassino-Haandskrift, en i senantik Stil illumineret Opskrift af Benediktinerreglerne. I det 11. Aarhundrede, især under Abbederne Theobaldus og Desiderius, var Klostrets Scriptorium et af Tidens bedste; her — og i andre syditalienske Klostre — udvikledes den saakaldte Monte Cassino- eller → beneventanske Skrift, og her tilvirkedes en Række fremragende Haandskrifter, hvis Illuminationer viser stærk Paavirkning af byzantinsk Kunst samt af den ældre syditalienske Traditions kolorerede Pennetegninger og præges af en meget elegant Linieføring og en levende Figurfremstilling. Bekendt er især et i 1072 af Munken Leo skrevet Lektionar. I det 11. Aarhundrede opbyggedes ligeledes et stort Bibliotek, der i det følgende Aarhundrede blev et af Europas største Klosterbiblioteker, som foruden teologiske Værker indeholdt en lang Række medicinske, historiske og andre profane Bøger. I 1349 ramtes Klostret af et Jordskælv, herved og i de følgende Aar led Biblioteket stor Skade, men kom paa Fode igen. Monte Cassino, der i 1867 blev erklæret for Nationalmindesmærke, havde før den anden Verdenskrig et overordentligt værdifuldt Bibliotek med over 1000 middelalderlige Haandskrifter og ca. 100,000 Inkunabler og andre trykte Bøger. Under Krigshandlingerne i 1944 kom Klostret direkte i Frontlinien og blev næsten fuldstændig ødelagt, og ogsaa Biblioteket led betydelig Skade. A. Caravita: I codici e le arti a Monte Cassino, I—III, 1869—70; L. Josti: Storia della Badia di Monte Cassino, I—IV, 1888—90; O. Piscicelli Taeggi: Palaeografia Artistica di Montecassino, 1876—84; A. J. Rusconi: Montecassino, 1929; T. Leccisotti: Monte Cassino, 1946. P.B. Montelius, Oscar (1843—1921), svensk boksamlare. Riksantikvarie 1907; ledamot av Svenska akademien 1917. M. samlade ett stort bibliotek med huvudvikten lagd på arkeologi och närgränsande vetenskaper. Enligt ett donationsbrev fick Vitterhets-, historie- och antikvitetsakademien som gåva mottaga hela hans arkeologiska bibliotek jämte den del av samlingen i övrigt, »som akademien kan finna av värde för sig«. Akademien erhöll därigenom 9,000 volymer och omkring 7,000 småskrifter och särtryck, den största gåva den någonsin mottagit. Samlingen sammanhålles icke som en enhet, men varje inbunden volym är för-