110 Musikkatalogisering — Musikleksika Samlings Art, Formaal og Benyttelse. Meget betydningsfuldt er Bestræbelserne for at fastlægge ensartede Retningslinier for de forskellige Bibliotekers Katalogiseringsregler, og Spørgsmaalet behandles for Tiden i en Kommission nedsat af den internationale Musikbibliotek-Sammenslutning. Katalogisering kan være fuldstændig eller blot simpel Registrering. Ved fuldstændig Katalogisering af Nodetryk angives Komponist (Udgiver, Bearbejder, Arrangør), Besætning (Arrangement, Originalbesætning), Opus-Nummer eller lignende, Toneart (atonal, polytonal, ubestemmelig), Format, Sidetal, Forlag, Forlagsnummer, Trykkeri samt Datering af Udgivelse, Copyright, Komposition og Indlemmelse i Samlingen. Der kan anføres Kilde (Originaludgaver, Manuskripter), Tilegnelse, protegerende Institutioner, Seriepublikationer m.v. Ved Vokalmusik angives Forfatter (Oversætter, Kommentator) og Sprog. Ved Samlinger specificeres Indholdet. Nodemanuskripter bør behandles som almindelige Manuskripter. Henvisninger udarbejdes under Hensyn til Forekomst af flere Komponister, forskellige Udgaver, forskellige Titler samt særlige Underafdelinger ved samme Musikværk eller Musikpublikation. Kartoteker kan indrettes alfabetisk eller kronologisk efter Komponist samt systematisk efter Besætning. Alfabetisering vanskeliggøres af Musikværkers uensartede Titler; samme Værk kan — selv i samme Udgave — optræde med forskellige Titler, hvilket i Praksis kan afhjælpes ved Brug af Standardbetegnelser (Symfoni, Suite, Klaverkvartet eller lignende). Ved Systematisering kan Hensynet til Besætning kollidere med Hensynet til Musikkens Art eller Formaal (Folkemusik, Teatermusik, Salmebøger o.s.v.). En Indpasning i Decimalklassesystemet har sine Modstandere, fordi Fordelingen i Talgrupperne gerne bliver højst uensartet. Katalogisering kan benytte Formulering hentet fra selve de foreliggende Tryksager. Praktiske Hensyn kan dog gøre en Tillempning og skarpere Rubricering hensigtsmæssig. Samlinger kan opstilles alfabetisk, systematisk, accessionsmæssigt eller kronologisk. Nummerering af Samlingens Enheder kan anvendes ved accessionsmæssig Opstilling. Samlingerne paa Kungl. Musikaliska Akademiens Bibliotek i Stockholm bestaar af en systematisk ordnet Grundstamme. Hertil kommer accessionsmæssigt ordnede Serier med alfabetiske Registre foruden forskellige Særsamlinger. Hovedsamlingen paa Universitetsbiblioteket i Uppsala er accessionsmæssig i nogle faa store systematiske Hovedgrupper. Samlingerne paa Universitetsbiblioteket i Oslo og paa det kgl. Bibliotek i København er systematisk opstillet. Paa Statsbiblioteket i Aarhus er Opstillingen alfabetisk, dog accessionsmæssig for hver Komponist. I Oslo, København og Aarhus udarbejdes saavel alfabetisk som systematisk Katalog, i Oslo dog ikke systematisk over norske Musikalier. K. Schmidt-Phiseldeck: Musikalienkatalogisierung, 1926; W. Altmann: Musikalienkatalogisierung (Zentralblatt für Bibliothekswesen, XLV, 1928); J. F. Russell: The Cataloguing of Music (Library Association Record, XL, 1938); E. Weiss-Reyscher: Anweisung zur Titelaufnahme von Musikalien, 1938; W. Schmieder: Zur Katalogisierung der Musica Practica (Zentralblatt für Bibliothekswesen, LXIV, 1950); A. Lellky: Katalogisering av musikalier, en orientering (Nordisk tidskrift för bok- och biblioteksväsen, XXXVIII, 1951). Erling Winkel. Musikleksika, alfabetisk eller encyklopædisk ordnede Opslagsværker over Emner vedrørende Musik. Forklaringer paa teoretiske, tekniske og faglige Betegnelser og Begreber dominerer i følgende: J.Tinctoris: »Dictionnaire de musique« (1474, Nyudg. 1952), S. de Brossard: »Dictionnaire de musique« (1703), J. J. Rousseau: »Dictionnaire de musique« (1768), H. H. Koch: »Musikalisches Lexikon« (1802, dansk Udg. ved H. C.F. Hansen, 1826), J. Pulver: »A dictionary of old English music and musical instruments« (1923), M. Brenet: »Dictionnaire pratique et historique de la musique« (1926) og W.Apel: »Harvard dictionary of music« (1944), hvori findes nyttige Forklaringer paa Titler paa forskellige Værker. Personalhistorisk præget er bl. a.: E. L. Gerber: »Historisch-biographisches Lexikon der Tonkünstler« (1790—92) og sammes: »Neues historisch-biographisches Lexikon der Tonkünste« (1812—14), der tilsammen er af fundamental Betydning for Studiet af 1700-Tallets sidste Halvdel, og et omfattende Værk er F. J. Fétis: »Biographie universelle des musiciens« (1835—44 med Supplement af J. Pougin 1879—81), der blev en Forløber for det uundværlige R. Eitner: »Biographisch-bibliographisches Quellen-Lexikon der Musiker und Musikgelehrten bis zur Mitte des 19. Jahrhunderts« (1900—04 med Supplement: »Miscellanea Musicae bio-bibliographica«, udg. af H. Springer, M. Schneider og W. Wolffheim 1912—16; begge Værker i fotogra-