126 Naumann — Nautiske Bøger skrift för lagstiftning, lagskipning och förvaltning« (Arg. I—XXV, 1864—88) samt flera stora juridiska arbeten. N. sammanbragte ett betydande bibliotek, där huvudvikten var lagd på juridik och statsvetenskap, men som också innehöll en mängd skrifter av allmänt och bibliofilt intresse, bl.a. märktes 30 inkunabler. Ar 1881 sålde N. för 4,000 kronor till finska regeringen sina samlingar av → Arstrycket (— kungl. förordningar, lagar, kungörelser, cirkulär etc.), som innehöll skrifter från Johan III:s tid till 1825, då → Svensk författningssamling började utgivas. Årstryckssamlingen omfattade 99 band, och en annan serie på 50 band riksdagstryck 1723— 1800 ingick också i den till Finland försålda samlingen. Den är nu förenad med M. → Calonius’ samling under namnet Calonius-Naumannska samlingen i Helsingfors universitetsbibliotek. N:s efterlämnade bibliotek (4,381 nummer) såldes enligt tryckt förteckning på bokauktion i Uppsala 1889. A. Jörgensen: De Naumann'ska samlingarna (Nordisk tidskrift för bok- och biblioteksväsen, XVIII, 1931); Den samme: Calonius-Naumannska samlingen i Helsingfors universitetsbibliotek, 1936. B. À. Nautiske Bøger. Det er sandsynligt, at Fønikerne allerede i det 12. Aarhundrede f.v. Tidsregning har kendt en eller anden Form for Sejlanvisninger, Søkort el.lign., men de ældste nautiske Bøger, vi har sikker Kendskab om, forekommer i den græske Litteratur; her kendes en Type Sejlanvisninger, som indeholder en »teknisk« Beskrivelse af en allerede foretagen Sørejse, med Optegnelser om farlige Skær, Strømme, Havneforhold, særlige Kendemærker m.v. Grækerne kaldte en saadan Sejlanvisning for en Periplus, og vi kender bl.a. en af Hanno forfattet Periplus fra det 5. Aarhundrede f.v. Tidsregning beskrivende en Rejse fra Gibraltar langs Vestafrikas Kyst, mens Skylax fra Karyanda i sin Periplus beretter om Middelhavskysternes Besejlingsforhold. Et Aartusinde yngre er Marcianus Heraclensis’ Beskrivelse af Vest- og Nordeuropas Kyster samt den anonyme Stadiasmus, der giver Afstande og andre Oplysninger om Middelhavets og Sortehavets Sejlruter. Om man i Oldtiden har kendt egentlige Søkort vides ikke, og i det hele taget er Søkortets ældste Historie endnu temmelig uud- ` forsket; i mange Henseender falder Søkortets Historie iøvrigt naturligvis sammen med den almindelige → Kartografis. Fra det 13.Aarhundrede, da Navigationskunsten havde naaet et foreløbigt Højdepunkt i Sydeuropa, kendes det anonyme Søkort, der benævnes det pisanske Kort og nu opbevares i Bibliothèque nationale i Paris. Fra samme Aarhundrede er ogsaa den ældste kendte Beskrivelse af et Kompas i moderne Forstand; den er forfattet af en fransk Militæringeniør Petrus Peregrinus. Kompaslignende Apparater omtales iøvrigt allerede ide ældre nordiske Sagaer, og det er muligt, at det er Vikingerne, der har bragt Kendskabet om Kompasset videre til det øvrige Europa. I Takt med den voksende Søhandel og Søfart steg Behovet for forbedrede Søkort og andre nautiske Bøger, og det var naturligt, at det i den sene Middelalder især var italienske, katalanske og senere ogsaa portugisiske Korttegnere, der gik i Spidsen. Det ældste daterede Søkort er italiensk og er tegnet 1311 af Pietro Vesconte, fra hvis Haand man kender mange andre Kort. Det ældste katalanske Kort er tegnet i 1330 af Angellinus Dalorto, der muligvis er identisk med den Angelino Dulcert, fra hvis Haand man kender et dateret Kort fra 1339. Som Søkort kan man ogsaa betragte det ogsaa for sin pragtfulde Udførelse kendte berømte katalanske Verdenskort fra 1375, og endvidere kan nævnes Kort af Grazioso Benincasa af hvem man kender 25 forskellige Kort for Tiden 1435—82, samt det saakaldte Mediceiske Atlas fra Begyndelsen af det 15. Aarhundrede og et samtidigt katalansk Søkort, der findes i Napoli og er publiceret 1908 af A.A.Bjørnbo og Carl S. Petersen. De middelalderlige Søkort repræsenterer forskellige Typer, men som Fællesbetegnelse bruges ofte udtrykket Portolaner eller Portolankort. Portolaner er dog den italienske Betegnelse for Sejlanvisninger uden egentlige Kort, og man har derfor ogsaa foreslaaet udtrukket Kompaskort eller Rhumbekort, idet de middelalderlige Søkort var forsynet med et Net af »Straaler« eller Rhumber udgaaende fra et System af Kompasroser anbragt forskellige Steder paa Kortet. Straalerne angav Sejlretningen, men har intet med selve »Konstruktionen« af Kortet at gøre. Linierne blev lagt paa, efter at dette var tegnet og udførtes i forskellige Farver, der sammen med de spraglede Kompasroser og andre Ornamenter giver de gamle Søkort et overmaade dekorativt Udseende. Forsynet med Gradnet, i Begyndelsen kun Breddegrader, blev Søkortene først o.1500, og det første sikre Eksempel paa et saadant