Nautiske Bøger 127 Kort er et, der 1502 tegnedes af Nicolay de Canerio (Facsimileudgave 1907—08). De store Opdagelsesrejser medførte naturligvis en Opblomstring af Navigationslitteraturen og Søkortfremstillingen; karakteristisk er det, at der i de sydeuropæiske Lande grundlægges private og offentlige kartografiske Anstalter. Berømte er saaledes Firmaet Freducci i Ancona, Maggiolo i Genua og fra Battista Agneses Værksted i Venedig kendes over 60 store Atlanter med mange Hundrede forskellige Specialkort. Den portugisiske Kortindustri blomstrede især i Aarene efter 1520 og repræsenteredes af fremragende Korttegnere som f£. Eks. Logo og Diogo Homen, Diego Ribero og Gaspar Viegas. I Spanien oprettedes 1503 et særligt Kontor for alle Spørgsmaal vedrørende det nyopdagede »India« og hertil knyttedes en kartografisk Afdeling, der fik Monopol paa at udføre Søkort. I Modsætning til Landkort blev disse vigtige Redskaber i Konkurrencen mellem de forskellige søfarende Nationer, og man gjorde alt for at hemmeligholde de Forbedringer, som Søkortene gennemgik. Dette Forhold er ogsaa Aarsagen til, at Søkort først ret sent blev fremstillet i Bogtryk eller i Kobberstik, i Stedet spredtes de gennem legale og illegale Afskrifter. Det første større Kortarbejde, der blev trykt, er Martin Waldseemüllers Carta Marina Navigatoria fra 1516, og det første trykte Søkort, der var beregnet til praktisk Brug ombord paa Skibe blev udgivet af G. A. Vavassore i 1539, men kun Udgaven fra 1542 er bevaret. I Frankrig lod Nicolas de Nicolay i 1544 sit Søkort over de europæiske Kyster stikke i Kobber. Nævnes kan ogsaa, at Olaus Magnus i 1539 lod sit kæmpestore Carta Marina udføre i Træsnit (af denne Udgave er kun et Eksemplar bevaret), mens Udgaven fra 1572 er i Kobberstik. Kortet er iøvrigt ikke noget egentligt Søkort, og dets Historie tilhører den almindelige → Kartografi. Henhørende herunder er endvidere Omtalen af Gerhard Mercator og hans Projektionsmetode, der dog naturligvis ogsaa blev af afgørende Betydning for Søkortets Historie. Søfartens Udvikling i det 16. Aarhundrede afspejler sig ogsaa i de mange Haandbøger for Navigatører, teoretiske Værker om Navigation, som da saa Dagens Lys. Berømt er saaledes F. Faleiro’s »Tratado de la Esfera del arte del marear«, der udkom i Sevilla 1535 (genudgivet 1915), Pedro Nuñez’ »De arte et ratione navigandi«, Coimbra 1546 og 1573 og Basel 1566 og det seks Bind store Folioværk af Pedro de Medina: »Arte de navegar«, der første Gang udkom 1545 og i Løbet af et Aarhundrede oplevede mindst 12 Udgaver og Oversættelser. Videre kan nævnes Martin Cortés’ »Breve Compendio de la esfera y de la arte navigar«, der udkom 1551 og oversattes til Engelsk 1561, en Oversættelse der genoptryktes 1609, Roderigo Zamorano’s »Compendio del arte de navegar«, Sevilla 1581 og senere, A.G. Cespedes’ »Regimente de navigacione«, Madrid 1606 samt det meget udbredte franske Værk af Pierre Garcie dit Ferrande med Titlen: »Le grand routțttier, pilottage et encrage de la mer«, hvis første Udgave kom o.1520 og som i Løbet af de følgende 125 Aar kom i ikke mindre end 25 Udgaver. Af størst Betydning for den videnskabelige Nautik blev dog Englænderen Edward Wright's »Certaine Errors in Navigation«, der var fuldført 1592 men først blev trykt 1599, og det Kort der skulde ledsage Teksten, kom af en eller anden Grund i Stedet for i Richard Hakluyt’s »Principall Navigations«, 1598. Wright tillempede Mercators Teorier til praktisk Brug for Søkorttegnere, og hans Bog og første Kort hører til de store Sjældenheder. Af særlig Interesse for nordisk Søfarts Historie er den store Gruppe af nedertyske og hollandske, saakaldte Søbøger eller Læsekort, en nordeuropæisk Parallel til Sydeuropas Portolaner, der, ligesom disse, indeholder en udførlig Tekst med Beskrivelser af Sejlruter, Havne o.1., men ingen egentlige Kort, højest nogle saakaldte Landtoninger. Den -ældste kendte Søbog af denne Gruppe, hvis Indhold gaar tilbage til det 14. Aarhundrede, findes i Commerzbiblioteket i Hamburg (udgivet 1876 af Koppmann) og fra samme Aarhundrede er et engelsk Manuskript (udgivet af Gairdner 1889). Det ældste trykte Læsekort, der er kendt, er udgivet af Jan Seuerszoon i 1532 (genudgivet efter det eneste kendte Eksemplar, i det belgiske Nationalbibliotek, af Johannes Knudsen, 1914). 1540 og 41 udgav Jan Jacobszoon i Amsterdam to lignende Søbøger (Facsimileudgaver af begge ved H. C. Rogge, 1885, efter de eneste kendte Eksemplarer, i Universitetsbiblioteket i Amsterdam). Cornelius Anthoniszoon udgav ca. 1544 sin med Landtoninger forsynede »Caerte van die Oosterse See«, hvoraf en Tredjeudgave fra 1558 er bevaret. Disse fire Værker har dannet Grundlaget for Lorentz Benedichts nedennævnte »Søkart« fra 1568. De Kollandske Læsekort opnaaede en meget stor Popularitet, og