128 Nautiske Bøger der findes et Væld af forskellige Udgaver og Bearbejdelser, hvis bibliografiske Behandling frembyder mange Vanskeligheder. Søbøgerne blev ofte udgivet sammen med den saakaldte »Waterrecht van Wisbij« (Den Visby’ske Søret), en Samling søretlige Regler, der ikke har noget med Visby at gøre. Af et saadan Samlingsbind findes i det kgl. Bibliotek i København det eneste kendte Eksemplar af en Udgave fra 1566, trykt i Amsterdam af Jan Roelants (genudgivet 1920 af Johs. Knudsen). Hvornaar man er begyndt at anvende Søbøgernes udførlige Angivelser af Kurser og Distancer til Konstruktion af Kort vides ikke, men fra Midten af det 16. Aarhundrede kendes bl. a. det for nordisk Kartografi saa interessante »Caerte van Oostlant« af Cornelius Anthoniszoon. Det er udført i Træsnit og udgivet 1543 men kendes kun i en udateret Udgave foranstaltet af Arnoldus Nicolai. Enestaaende Autoritet fik den Søbog, som Lucas Janszen Waghenaer i 1584—85 lod trykke hos Plantin i Leiden under Titlen: Spieghel der Zeevaerdt. Dette Værk indeholder foruden Tekst egentlige Søkort, stukket i Kobber af Jan van Doet og trykt paa det Papir, som Plantin havde indkøbt til Brug for en liturgisk Bog, han af politiske Grunde ikke kom til at trykke for Philip II. Waghenaers Søatlas, der iøvrigt indeholder den ældste trykte Sejlanvisning for den svenske Østkyst, blev oversat til Engelsk 1588 under Titlen: »The Mariner’s Mirror« og forsynet med 45 nye Kort, der var nogle af de første Kobberstik udført i England, stukket af Jacobus Hondius og andre hollandske Stikkere, der virkede i England. Foruden til Engelsk blev Værket oversat til Tysk, Fransk og Latin og i England blev en »Waggoner« den almindelige Betegnelse for Samlinger af Søkort. Tilsvarende Popularitet opnaaede Waghenaers »Thresoor der Zeevaerdt« fra 1592 og ogsaa den blev efterlignet bl.a. af Willem Blaeu (»Licht der Zeevaert«, 1608), Jacob Colom (»The New Fierie Sea-Colomne«, 1649), Johan van Loon (»Klaer lichtende noort ster«, 1661), og i Værker af Johan van Keulen, der i 1680'erne udgav »De groote nieuwe vermeerderde Zeeatlas«, der i mange Udgaver og Oversættelser blev et Standardværk i mere end et Aarhundrede. Som et Forsøg paa at udkonkurrere Hollænderne udkom i England det store Værk »The English Pilot«, 1671, der paabegyndtes af John Seller 1671 og udviklede sig til et Kæmpeværk med Snesevis af Udgaver helt op til 1803. Af de overordentlig mange Samlinger af Søkort, der gennem hele det 18. Aarhundrede udkom i England, skal kun nævnes det anonyme »Atlas maritimus et commercialis« fra 1728, der er det første Søkort, hvor man udelader de mange Kompaslinier og nøjes med Gradnet samt »Atlantic Neptun«, der regnes for en af de smukkeste Samlinger af Søkort, der nogensinde er udgivet. Trykningen begyndte i 1774 og Værket udkom 1777, men senere kom mange Nytryk o.l. af de enkelte Kort. I Museet i Greenwich findes det Eksemplar, der har det største Antal Kort, nemlig 182, hvortil kommer i hundredvis af Planer, Prospekter o.. Af stor Betydning for fransk Kartografi blev Storværket »Le Neptune François«, der udkom i Amsterdam i fire Dele, 1693—1700, udarbejdet bl.a. af de fremragende franske Kartografer Cassini og Jaillot. Særlig bemærkelsesværdig i det 18.Aarhundredes franske Søkort er forskellige Arbejder af Jean Bellin, der bl.a. udgav »Atlas Maritime«, 1751, og det fem Bind store »Petit Atlas Maritime«, 1764, indeholdende 581 Kort. I 1749 udgav det Berlinske Videnskabsakademi S. v. Schmettau’s See-Atlas, der ogsaa gaar under Navnet Isaac Brouckners Atlas. I Midten af det 18. Aarhundrede er de gamle Søkorts Tid forbi. Tilvirkningen af Søkort overtages i mange Lande af særlige kartografiske Anstalter, der bringer helt nye videnskabelige Metoder i Anvendelse, ligesom Kortenes kunstfærdige og dekorative Ydre lidt efter lidt opgives. I det 18. Aarhundrede paabegyndes endvidere Udgivelsen af de for al moderne Na- -igation uundværlige nautiske Almanakker eller → Ephemerider. Frankrig havde siden 1679 sin »Connaissance des temps ou des mouvements celéstes«, 1766 kommer den første Aargang af den engelske »Nautical Almanac« og 1774 første Aargang af den tilsvarende tyske Publikation. A. E. Nordenskiöld: Periplus. Utkast till sjökortens och sjöböckernas äldsta historia, 1897; W. Behrmann: Über die niederdeutschen Seebücher, 1906; K. Kretschmer: Die italienischen Portolane des Mittelalters, 1909; P. L. Philips: A List of Geographical Atlases in the Library of Congress, I—IV, 1909 —20; C. P. Burger: Oude hollandsche zeevart-uitgaven (Tijdschrift voor Boek- en Biblioteekwezen VI—VIII, 1908—10 & Het Boek, II, 1913); A. A. Bjørnbo & C. S. Petersen: Anecdota cartographica septentrionalia, 1908; J. Knudsen: De første trykte Lodsbøger